Soft2Bet er for alvor blevet en del af den danske fodboldscene.
Den 10. juni blev der præsenteret et stort samarbejde mellem bettingfirmaet og Divisionsforeningen, hvori 1. division skifter navn til Betinia Liga, mens de to andre divisioner får navnene CampoBet 2. Division og CampoBet 3. Division.
Betinia og CampoBet er begge drevet af Soft2Bet.
Lørdag kom det så frem i en pressemeddelelse fra FC Roskilde, at ørnene fra domkirkebyen også har indgået et samarbejde med firmaet, der fremover bliver hovedsponsor i klubben, der næste sæson skal ned i 2. division.
Kommerciel chef i klubben, Patrick Werther, er meget fornøjet over partnerskabet.
- Det er en aftale, der betyder helt vildt meget. Vi er lige rykket ned, og det gør jo en masse ting økonomisk. Da interessen opstod med Soft2Bet, som netop også har lavet en aftale med Divisionsforeningen, så var det interessant for os, indleder Patrick Werther over for Bold.
- Det var også vigtigt at vide, hvilke intentioner de havde. Men dialogen startede stille og roligt, mens vi også havde snakke med Zeppelin, der er vores nuværende hovedsponsor.
- Lige den her aftale er den største under det nuværende ejerskab, så det er et økonomisk boost. Man mister nogle penge, når man rykker ned.
Gode intentioner
For FC Roskilde stod det hurtigt klart, at det var et samarbejde, som kom på baggrund af de rette værdier.
- Vi er hurtigt blevet overbevist om, at de kom ind med nogle gode intentioner. Det var også et pejlemærke, at de var sponsor for Divisionsforeningen, da det kunne give lidt rygdækning.
- Vi har forholdt os til og fulgt de danske retningslinjer og love. Vi er godt klar over, at der har været snakke om det på større plan, men som så mange andre fodboldklubber - bare kig ind mod København - så er det jo noget, der fylder (bettingsponsorer, red.).
- Vi har egentlig bare fulgt retningslinjerne.
Hvad er det for nogle intentioner, de kommer med?
- De vil gerne styrke dansk fodbold. Så vil de gerne blive mere integreret i klubberne, og jeg tror heller ikke, at vi har set det sidste til dem.

Foto: Ole Walldo/FC Roskilde
- De har haft en reel interesse i vores klub. De har også i sinde at lave nogle initiativer, og det er ikke bettinginitiativer.
Så det er ikke bare for at få flere mennesker ind på deres platforme?
- Nej, de kommer ikke til at stå med en bod til vores hjemmekampe, hvor de kan opfordre folk til at spille. Sådan er det ikke skruet sammen. De kommer på maven af vores ude- og hjemmebanetrøjer. Det er noget, vi er gået med til.
Har det mødt kritik fra fans og andre i klubben?
- Nej, jeg synes egentlig, at det er blevet taget godt imod.
- Det er klart, at vi godt ved, at nogle har en holdning til det - uagtet hvilken partner man finder sammen med. Men der har været rigtig god respons. Det betyder meget, at vi kommer styrket af sted.
Det er en toårig aftale, at de to parter har underskrevet.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC Roskilde
Betinia Liga






























