Sommerens tredje forstærkning er på plads for FC Roskilde, og han hedder Nicklas Bjerre Schmidt.
Den 25-årige midtbanespiller har siden sommeren 2018 spillet i Hvidovre, men nu går turen altså til FC Roskilde, hvilket han glæder sig til.
- Efter tre gode år i Hvidovre er jeg klar til nye udfordringer. Jeg kender Michael fra tidligere, så jeg ved hvad han står for, og hvad han kan bringe. Jeg ved, at der er mange dygtige spillere i FC Roskilde - nogle som jeg også kender fra tidligere, så det er kun positivt.
- Efter mange gode snakke med både Anders Theil og Michael følte jeg, at dette skifte var det rette for mig nu. Projektet starter først rigtigt nu. Holdet har en helt ny sæson foran sig med Michael ved roret, så jeg er glad for at kunne være med til at starte noget op - det er uden tvivl rigtig spændende. Jeg er glad for, at det hele kunne lade sig gøre.
- Som spiller er jeg en løbestærk boks-til-boks-spiller, der naturligt tager ansvar, både verbalt og med kuglen. Jeg er god til at fordele spillet og samtidig komme godt rundt på banen, siger Nicklas Bjerre Schmidt.

FC Roskilde
Hvidovre IF
CampoBet 2. division

































