Ringkøbing må fremover undvære en af sine mest erfarne spillere. 32-årige Jakob 'Hurup' Andersen har således besluttet sig for at stoppe i klubben. Det skriver klubben på sin Facebook-side.
Cheftræner Nicolai Wael er træt af at skulle sige farvel til midtstopperen, som drosler ned for den aktive karriere.
- Jeg er enormt ærgerlig over, at 'Hurup' stopper. Fra dag ét har han leveret et professionelt arbejde, siger Nicolai Wael på klubbens Facebook-side og fortsætter.
- Han har været meget dedikeret til vores projekt, og været en stærk spiller i vores bagkæde sammen med (Jesper, red.) Dalsgaard og (Anders, red.) Vestergaard.
- Jeg havde håbet, at 'Hurup' ville være med på rejsen mod toppen af 2. division, men jeg har også fuld forståelse for, at han efter mange år på toppen vælger at drosle ned.
- Jeg vil gerne takke ham for et godt samarbejde, som jeg personligt også har lært meget af, og jeg ønsker 'Hurup' al held og lykke fremover, siger Nicolai Wael.
Jakob Andersen kom til Ringkøbing i sommeren 2016 efter at have været i Skive IK i mange år. Han har også været i både Hobro IK og Holstebro BK.


Ringkøbing
CampoBet 2. division






























