2022-07-10 08:00:01

Rygaard topper Allsvenskan: Vi er lillebror i Göteborg

Efter 12 spillerunder fører Mikkel Rygaard og BK Häcken Allsvenskan, alligevel har danskeren svært ved at pege på dem selv som det bedste hold i Sverige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har svært ved at melde os selv op, men indtil videre synes jeg, at vi har været et af de fire-fem bedste hold, men om vi er det bedste, det har jeg svært ved at sige. Det må vi se i slutningen af sæsonen, udtaler Mikkel Rygaard til bold.dk.  

Med 25 point i de første 12 kampe fører BK Häcken den bedste svenske fodboldrække. Den lille klub fra Göteborg er et enkelt point foran Djurgården på andenpladsen, men førerholdet har en kamp i hånden. 

bold.dk har snakket med Häcken-profilen Mikkel Rygaard på den gode sæsonstart. Ifølge danskeren har nøglen været en sund tro på egne evner. 

- Vi har haft en rigtig stor tro på os selv. Opstarten til sæsonen var faktisk lidt blandet, men vi gik ind til sæsonen med en god følelse, fordi vi synes, vi havde et godt hold. 

- Vi har taget det én kamp af gangen, og det har vist sig at være rigtig fint. 

Mikkel Rygaard kom til svensk fodbold ved årsskiftet, derfor kendte han ikke til niveauet forud for denne sæson. Han havde god en god følelse, da han kom til klubben. 

- Jeg har hele tiden sagt til mine holdkammerater, at vi spillede god fodbold, men så sagde de andre til mig, at jeg nok ikke skulle sætte næsen op efter et mesterskab. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har fået en rigtig god start, men nu gælder det om at holde niveau over en hel sæson. De store hold kan jo vinde de svære topkampe, så det må vi se, om vi kan blive ved med.

BK Häcken har hjemmebane på Bravida Arena, hvor der er plads til lidt over 6000 tilskuere. I sidste sæson blev klubben nummer 12 ud af 16 hold i Allsvenskan, og ifølge danskeren er der rundt omkring i Sverige ikke de store forventninger til klubben. 

- I Göteborg er vi jo lillebror. IFK Göteborg er gigantiske i forhold til os, så vi er måske en lille klub, som går under radaren og ikke har så meget pres på os fra fans og presse. 

- Forventningerne kommer mest fra os selv, vi har selvfølgelig store ambitioner, men udadtil er vi en forholdsvis lille klub. 

På trods af den flotte start på sæsonen vil Rygaard ikke sætte en målsætning om at vinde guldet, han har i stedet blikket rette mod de europæiske pladser. 

- Nu hvor vi ikke kan komme i Europa via pokalturneringen, skal vi jo i top tre. Det er klubbens målsætning, og det var det også internt inden sæsonen, afslutter Mikkel Rygaard.  

Rygaard og Häcken skal søndag i aktion, når de møder Mjällby på udebane. Kampen starter klokken 15.00. 

1 kommentar

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
annonce
0