Mathias Nygaard har været på jagt efter en ny klub siden exittet med Hobro i juni.
Nu har den tidligere divisionsspiller fået styr på fremtiden.
Den 28-årige midtbanespiller fortæller nemlig til bold.dk, at han har sagt ja til at være Danmarksserie-træner i Aarhus Fremad. Danskeren havde ellers mulighed for at skifte til udlandet.
- Det er lidt det med at forelske sig i fodbolden igen. Jeg synes, at jeg var et sted, hvor jeg ikke syntes, at det var megasjovt at bruge så meget tid på fodbold. Jeg havde brug for et eller andet, hvor jeg virkelig følte, at jeg kunne forelske mig i spillet igen.
- Jeg modtog også nogle andre tilbud. Da den her mulighed kom for, at jeg kunne blive træner i en klub som Aarhus Fremad, som jeg virkelig holder af, føltes det helt rigtigt. Det måtte jeg prøve at afsøge, om jeg skulle den vej, siger Mathias Nygaard til bold.dk.
Hvilke andre tilbud fik du?
- Det var faktisk både divisionsklubber i Danmark, men der var også lidt i udlandet. Der var lidt på Island og med nogle klubber i Tyskland, men jeg følte ikke, at jeg havde energien til det. Da Aarhus Fremad kom på banen med det her, føltes det helt rigtigt.
Nygaard regner med, at han kun skal være træner for Aarhus Fremads Danmarksserie-hold, men han kan også tage støvlerne på og hjælpe til på banen, hvis det bliver nødvendigt.
- Jeg skal spille så vidt, at det er nødvendigt i starten, men som udgangspunkt er det som træner, siger Mathias Nygaard til bold.dk.
I den seneste sæson spillede Mathias Nygaard 23 NordicBet Liga-kampe for Hobro IK, og han har også en fortid i FC Fredericia, HB Tórshavn og Raufoss.
Nygaard har også tørnet ud for Aarhus Fremads divisionshold fra sommeren 2014 til 2019.


Aarhus Fremad II
Danmarksserien


































