


Salford Citys kamp mod Oldham i League Two lørdag blev pludselig afbrudt.
Fra lægterne løb to Salford-fans på banen iført masker, et flag og hættetrøjer med et klart budskab: 'Gary Neville er en forræder', stod der på trøjerne.
Desuden forsøgte de at plante flaget midt på banen uden held. Se episoden herunder.
Chaos at Salford City FC vs Oldham Athletic! Fans invade pitch in "Gary Neville is a traitor" hoodies, blasting the co-owner for his anti-patriot comments. Crowd erupts in cheers British pride on full display! 🇬🇧⚽ pic.twitter.com/6hWM51WAaj
— Truth Vibe ⭐ (@GlobeStoryHQ) October 18, 2025
Neville er medejer af Salford City, men det er en episode væk fra fodbolden, som fik de to Salford-tilhængere til at løbe på banen for at protestere mod Neville.
Ifølge the Guardian har den højreekstreme gruppe Britain First taget ansvaret for episoden, da man sammen med 'lokale Salford-patrioter' ville protestere mod Neville.
Neville er blevet upopulær i de kredse, efter at han tidligere i oktober valgte at fjerne Union Jack-flaget fra en af hans bygninger i kølvandet på angrebet af en synagoge i Manchester.
– For sjov skyld blev der på et af mine byggeprojekter i sidste uge sat et unionsflag op, og jeg tog det ned med det samme. Nogle vil måske se dette og tænke: 'Gary, du er ikke særlig patriotisk.' Jeg har spillet for mit land 85 gange, jeg elsker mit land, jeg elsker Manchester, og jeg elsker England.
– Unionsflaget brugt på en negativ måde er ikke rigtigt, og jeg er en stolt tilhænger af England, af Storbritannien, af vores land og vil fremhæve det hvor som helst i verden som et af de bedste steder at leve.
– Men jeg mener, vi skal tage os selv i agt, tage os selv i agt og begynde at tænke på at bringe os tilbage til et neutralt punkt, for vi bliver trukket til højre og venstre, og det behøver vi slet ikke, udtalte Gary Neville dengang ifølge the Guardian.
Men det er Britain First og de to Salford-tilhængere altså ikke tilfredse med.
Kampen blev dog kort tid efter genoptaget, og Salford City endte med at vinde kampen 1-0.
De to baneløbere samt en tredje fan blev efterfølgende anholdt af det lokale politi for at løbe på banen, skriver the Athletic.
Gary Neville er medejer af Salford sammen med blandt andre David Beckham.



Oldham
League 2
Salford City



































