Hvor fortsætter Kasper Schmeichel sin karriere efter sidste turneringskamp lørdag?
Den beslutning har han valgt at udskyde til efter sommerens EM-slutrunde, hvor forberedelserne reelt starter allerede mandag med frivillig træning i Brøndby.
Det fremgår af voetballkrant.com og stemmer overens med Bolds oplysninger.
Lige nu er fokus på sidste spillerunde mod Royal Antwerpen og siden har Kasper Schmeichel kurs mod Danmark og EM-forberedelserne.
Anderlecht står allerede klar til en forlængelse af den nuværende aftale, der sidste sommer kun blev af etårs varighed.
Ifølge belgiske kilder er der en gensidig option i aftalen mellem Schmeichel og Anderlecht, hvor begge parter skal være enige om at forlænge aftalen og dermed skrive en ny kontrakt.
Kasper Schmeichel har tidligere til Het Laatste Nieuws sagt, han vil have afsluttet sæsonen og siden sætte sig ned for at se, hvordan tingene udvikler sig.
Dobbelt op for Anderlecht
Af belgiske medier fremgår det, at det bliver dyrt for Anderlecht at holde på Kasper Schmeichel efter denne sæson.
Den belgiske topklub skal betale mindst det dobbelte for at beholde danskeren i næste sæson, ifølge Voetballkrant.com, hvilket også stemmer overens med Bolds oplysninger.
Anderlecht betaler i dag, hvad der svarer til 250.000 euro om måneden – 1,8 mio. kr. til Kasper Schmeichel. Det svarer til 21,6 mio. kr. om året.
Derudover blev kontrakten i Nice ikke revet over. Han fik han en lønpakke med i aftalen fra det sydfranske, så han i denne sæson har haft en samlet årsløn i niveauet 50 mio. kr.
Kasper Schmeichel har haft en stærk sæson i Anderlecht, hvor han har fået plads på årets hold hos statistikfirmaet whoscored.com som ligaens bedste keeper.
Med Kasper Schmeichel er Anderlecht gået fra en 11. plads til en topplacering i denne sæson. Men de har tabt pusten lidt i slutspurten, fordi profiler som Jan Vertonghen og Thorgan Hazard blev skadet på kritiske tidspunkter.
Derudover sad Thomas Delaney ude i sidste weekend med karantæne, da Club Brugge vandt 1-0 over Anderlecht.

Anderlecht
Jupiler Pro League


























