

FC Köln fik hjemme besøg af Augsburg i den tyske Bundesliga fredag aften.
Gæsterne kæmpede i bunden af tabellen og havde i den grad brug for en sejr for at lægge afstand til nedrykningsstregen. Köln havde ikke tabt i fem kampe, så det var formstærk modstand, Augsburg rendte ind i.
Men efter en første halvleg, hvor højdepunkterne var sparsomme, gik gæsterne til pause med mest tilfredshed i bagagen. Kölns felt var blevet belejret, men skarpheden manglede.
I anden halvleg kom der lidt mere gang i kedlerne.
Tre minutter var spillet, da Rafal Gikiewicz hev en akrobatisk redning ud af ærmet på en afslutning fra Anthony Modeste.
Og så blev det lige pludselig til en målmændenes kamp.
Artiklen fortsætter efter billedet

Kort efter var det nemlig den tidligere Brøndby-keeper Marvin Schwäbes tur til at være i fokus, da han viste gode takter på Kölns streg.
I det 57. minut kom der dansk blod på banen, da Mads Pedersen blev skiftet ind på højrekanten.
Og så skete der noget.
Andre Hahn tog bestik af en situation, hvor Schwäbe så skidt ud.
Tyskeren kom til at sende en retur direkte ud i fødderne af ham, og så stod det 1-0 til gæsterne med små 20 minutter tilbage af opgøret.
I det 87. minut fordoblede Augsburg føringen, da Niklas Dorsch scorede et decideret drømmemål.
Tyskeren tog chancen langt udefra, og så sejlede kuglen hele vejen i nettet med høj fart. Hans første mål i sæsonen, og det kom med manér.
Flere scoringer kom der ikke, og derfor rykker Augsburg op på en 14. plads med 2-0-sejren.