

Lørdag blev der taget hul på Danmarks EM-kvalifikationsgruppe, da Georgien tog imod Schweiz hjemme i Tbilisi.
Schweiz var favoritter inden opgøret, men landstræner Vladimir Petkovic måtte blandt andre se bort fra profilerne Xherdan Shaqiri og Haris Seferovic til kampen.
Hos Georgien var Esbjergs Lasha Parunashvili og Randers' Saba Lobjanidze at finde på bænken fra start.
Schweiz styrede spillet, men udeholdet havde svært ved at skabe de helt store chancer.
Første halvlegs bedste forsøg kom efter en halv times spil, hvor Ricardo Rodriguez' frispark tog den georgiske mur og var tæt på at sejle i mål. Bolden sneg sig dog lige uden om stolpen.
11 minutter efter pausen skulle Schweiz dog tage føringen.
Breel Embolo tog en lang aflevering ned og lagde bolden til rette for Steven Zuber, der med en kølig afslutning satte kuglen i mål helt ude ved den ene stolpe.
17 minutter før tid sendte Georgien Randers' Saba Lobjanidze på banen i jagten på udligningen, men det var i stedet Schweiz, der slog til efter 80 minutters spil.
Her opsnappede midtbanespilleren Denis Zakaria en returbold fra den georgiske målmand og lagde bolden i det tomme mål uden at få sved på panden - 2-0 til gæsterne.
Der blev ikke scoret mere, og Schweiz fik dermed en glimrende start på EM-kvalifikationen, før det tirsdag gælder opgøret mod Danmark i Basel.


EM
Schweiz
Georgien
























