



Natten til onsdag skulle vi have fundet den første finalist i MLS i denne sæson, og det skulle afgøres mellem Los Angeles FC og Seattle Sounders.
Førstnævnte havde hjemmebanefordel og kom også bedst fra start, da Eduard Atuesta efter 17 minutter krøllede bolden i kassen direkte på frispark.
Der gik dog ikke mere end fem minutter, før Seattle slog tilbage. Raul Ruidiaz fik bolden med ryggen til mål på kanten af feltet, trak den fikst med rundt og sendte den stensikkert i nettet.
Bare fire minutter senere havde gæsterne vendt det hele på hovedet. Nicolas Lodeiro tog chancen fra distancen og placerede bolden helt ude ved stolpen – dermed var Seattle på 2-1.
Kampen blev lukket og slukket, da Raul Ruidiaz igen var på spil efter 64 minutter. Han fik bolden i en god position lige uden for feltet og klappede den i kassen op langs den ene stolpe
Seattle vandt dermed 3-1 og er nu klar til finalen, hvor enten Atlanta United eller Toronto FC venter.