2022-02-27 22:49:29

Sen Ruiz-kasse sikrede Napoli førstepladsen

Med en scoring dybt inde i overtiden kunne Fabian Ruiz sikre en 2-1-sejr til Napoli mod Lazio i Serie A. Insigne og Pedro stod for opgørets andre scoringer i en fremragende fodboldkamp.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Napoli kunne søndag spille sig á point med AC Milan på førstepladsen i Serie A, hvis de kunne sikre sig tre point ude mod Lazio.

Værterne indtog inden opgøret rækkens syvendeplads, et point efter rivalerne fra Roma på sjettepladsen.

Hjemmeholdet startede kampen med et massivt spilovertag, hvilket også kastede flere gode muligheder af sig i indledningen af opgøret.

Allerede i det sjette minut blev Luis Alberto spillet helt fri efter en superb pasning fra Felipe Anderson, men desværre for værterne sendte Alberto afslutningen forbi målet.

Samme Luis Alberto fandt få minutter efter Ciro Immobile med et frækt lob i feltet, men den italienske angriber formåede ikke at få en ordentlig førsteberøring på bolden og kunne ikke gøre situationen tilpas farlig.

Som halvlegen skred frem, faldt Lazios intensitet en smule, hvilket tillod Lazio at komme længere frem på banen. Det kastede en udmærket afslutning af sig til Piotr Zielinski efter 24 minutter, som Strakosha i Lazio-målet dog klarede fint.

Et nærgående forsøg fra Lazios Sergej Milinkovic-Savic i det 41. minut tvang David Ospina ud i en fin redning, og dermed kunne holdene gå til pause med stillingen 0-0.

Hul på bylden i anden halvleg

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter pausen var det igen Lazio, der lagde tryk på gæsterne.

Det kastede et par udmærkede muligheder af sig til Felipe Anderson og Ciro Immobile, der dog ikke for alvor blev farlige.

Lazio-dominansen til trods var det gæsterne, der kom foran.

Det skete i det 62. minut, hvor Lorenzo Insigne smækkede en fantastisk afslutning af sted fra et stykke uden for feltet, og med et knaldhårdt spark udplacerede han Strakosha til en 1-0-føring til napolitanerne.

Seks minutter efter fik Insigne igen nettet til at blafre, da han scorede på en ripost fra tæt hold. Scoringen blev dog korrekt underkendt for offside.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lazio havde langt fra opgivet ævred, og i det 82. minut forsøgte Pedri sig fra kanten af feltet, men igen hev David Ospina en flot redning frem og fastholdt status quo.

Ospina måtte dog strække gevær, da Pedro i det 89. minut igen svingede venstreskøjten. Spanierens fremragende flugter kom med så høj en kraft, at Ospina ikke kunne holde den ude af nettet, selvom han fik lappen på, og dermed blev det 1-1.

Det lignede længe kampens resultat, men det ville Fabian Ruiz ikke høre tale om. Med en lækkert skruet venstrefodsafslutning sikrede han nemlig gæsterne sejren i det 94. minut. 

Med sejren tager Napoli føringen i Serie A, hvor Lazio fortsat er ligger nummer syv.

6 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
annonce
0