




Anton Gaaei var torsdag aften henvist til bænken, da Ajax mødte USV Hercules i den hollandske pokalturnering.
Det lignede på papiret en overkommelig opgave for Ajax, da hjemmeholdet til daglig spiller i den fjerdebedste række i Holland. Men sådan skulle det ikke gå. Langt fra.
Allerede efter 16 minutter kom USV Hercules sensationelt foran.
Jordi Paulina kom til baglinjen, hvorfra han sendte en bold tværs gennem Ajax-feltet. På kanten af det lille felt stod Tim Pieters helt fri, og så kunne han score med en bred inderside.
Den stilling holdt frem til pausen, men i anden halvleg blev ondt værre for Ajax.
Gæsterne sendte Gaaei på banen efter en time, men bare seks minutter senere fordoblede Pieters sin måltotal med en smuk scoring. Kantspilleren udfordrede på Gaaei og sendte efterfølgende et langskud over i det lange hjørne til 2-0.
Med scoringen havde Ajax nu ekstra travlt med at jagte minimum to scoringer.
Efter 84 minutter bragte forhåndsfavoritterne fornyet spænding ind i opgøret. Brian Brobbey modtog en stikning i Hercules-feltet, og så gjorde han det til 1-2.
Kort efter var den gal igen for Hercules.
Gaaei modtog en perfekt bold mod baglinjen, hvorfra han sendte bolden på tværs til Chuba Akpom, som udlignede til 2-2.
Ajax havde lavet et sent comeback og så ud til at afværge katastrofen, men i tillægstiden slog Hercules atter til.
Hjemmeholdet fik et frispark i et farlig position. Bolden blev slået i feltet, og efter en tilfældighed kom Mats Grotenbreg først på den løse bold og gjorde det til 3-2.
Der blev ikke scoret yderligere, og dermed vandt USV Hercules sensationelt 3-2 mod Ajax. Resultatet sendte Ajax ud af den hollandske pokalturnering.


Ajax
KNVB Cup





















