Det er blevet tid til en ny udgave af Serie Manager på Holdet.dk.
Serie A-spillet starter 4. januar, så der er stadig mulighed for at finpudse sit hold inden deadline.
I denne optakt sætter vi fokus på danskerne i spillet. Danmark er i øjeblikket repræsenteret med 12 spillere i den bedste italienske række, og her får du deres priser i Serie Manager.
I løbet af efteråret stod flere med dansk pas ud. Patrick Dorgu er blandt de varmeste unge spillere i Serie A, og Morten Frendrup fortsætter med at imponere som jernmand på Genoas midtbane.
Længere fremme på banen har der også været god succes for spillere som Gustav Isaksen, Jens Odgaard og Casper Tengstedt.
Du kan stadig nå at oprette dit hold på Holdet.dk. Du finder det direkte link her.
Overblik over danskerne:
Gustav Isaksen, Lazio
Angriber, 3.500.000
Den driblestærke kantspiller er fast mand på et stærkt spillende Lazio-mandskab. I efteråret bidrog han med både mål og assists, så han kan meget vel vise sig at være et scoop til prisen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Morten Frendrup, Genoa
Midtbane, 3.000.000
Den danske midtbaneslider har igen i år imponeret stort i Serie A. Frendrup er ikke en målscorende midtbanespiller, men han er til gengæld fast mand på Genoa-mandskabet.

Foto: Daniele Mascolo/Reuters/Ritzau Scanpix
Ifenna Dorgu, Genoa
Angriber, 2.000.000
Tag ikke fejl her. Der er ikke tale om den danske landsholdsspiller ved navn Patrick Dorgu. 18-årige Ifenna er bror til Patrick, men han har endnu til gode at få debut på Genoas førstehold.

Foto: HB Køge
Patrick Dorgu, Lecce
Forsvarer, 3.000.000
Lecces altmuligmand. Den danske A-landsholdsspiller er blevet smidt rundt omkring på Lecces mandskab, men han fortsætter med at imponere. De flotte præstationer i efteråret har på rygtebørsen fået de største italienske klubber til at vise interesse. Dorgu er sat som forsvarer, men han bliver ofte brugt som kantspiller, hvilket gør ham til et meget spændende valg i Serie Manager.

Foto: Mattia Radoni/EPA/Ritzau Scanpix
Jeppe Corfitzen, Lecce
Midtbane, 2.000.000
Den unge dansker blev i oktober 2023 ramt af en alvorlig knæskade, og han har derfor lige siden været ude med en skade. Derfor er det heller ikke blevet til spilletid i denne sæson.

Foto: Lecce
Jens Odgaard, Bologna
Angriber, 3.000.000
Jens Odgaard har i de seneste år etableret sig i den bedste italienske fodboldrække, og han er i denne sæson fast mand for Bologna. I løbet af efteråret viste angriberen da også flere gange sin målnæse, så han er oppe på en håndfuld scoringer.

Foto: Gianluca Ricci/SIPA/Ritzau Scanpix
Martin Frese, Verona
Forsvarer, 3.000.000
Venstrebacken fik meget af efteråret ødelagt på grund af en skade, men inden længe er danskeren tilbage for Verona. Frese var i FC Nordsjælland kendt som en offensiv back, så han er helt sikkert værd at holde øje med.

Foto: Hellas Verona
Casper Tengstedt, Verona
Angriber, 3.500.000
Casper Tengstedt er Veronas førstevalg i angrebet. Danskeren scorede i efteråret godt med mål i sin debutsæson i Serie A. Tengstedt har desuden sparket flere straffespark, hvilket er en stor bonus i spillet.

Foto: Tano Pecoraro/Zuma/Ritzau Scanpix
Oliver Christensen, Fiorentina
Målmand, 4.000.000
Den danske målmand har været langt fra spilletid i efteråret. David De Geas tilgang til Fiorentina har skubbet Christensen ned i hierarkiet, så udsigten til spilletid er dyster.

Foto: Massimo Paolone/AP/Ritzau Scanpix
Thomas Kristensen, Udinese
Forsvarer, 2.000.000
Den tidligere AGF'er har i denne sæson døjet med en skade, men nu er han tilbage og får godt med spilletid i traditionsklubben. Prisen gør Kristensen til et spændende navn i Super Manager.

Foto: Alberto Lingria/Reuters/Ritzau Scanpix
Magnus Kofod, Venezia
Midtbane, 2.500.000
Magnus Kofod åbnede denne sæson med en scoring for Venezia. Midtbanespilleren får spilletid i stort set hver eneste kamp, men oprykkerne er klart bundhold og risikerer en tur direkte ned til Serie B.

Foto: Massimo Pinca/Reuters/Ritzau Scanpix
Christian Gytkjær, Venezia
Angriber, 2.500.000
Den rutinerede angriber er efterhånden blevet 34 år gammel, men han gør sig fortsat på øverste niveau. Gytkjær har ikke været fast mand i denne sæson, men han kommer på banen i stort set hver eneste opgør.

Foto: Alberto Lingria/Reuters/Ritzau Scanpix

Fiorentina
Lazio
Udinese
Bologna
Lecce
Genoa
Verona
Venezia
Serie A























