2020-11-29 08:00:02

Serie-stjerner: Arsenal-skifte glippede til sidst

bold.dk vil i den kommende tid bringe historier om mange af de store navne fra dansk fodbold, der fortsat er aktive i serierækkerne, i samarbejde med LigaBold.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I de danske serierækker render flere store fodboldnavne rundt i forskellige funktioner.

I samarbejde med LigaBold.dk bringer bold.dk fremover interviews med nogle af de navne, der ikke helt har kunnet tage afsked med fodbolden.

Søndag kan du læse om den tidligere AaB- og SønderjyskE-målmand Kenneth Stenild, der nåede at vogte målet i 21 Superliga-kampe. Nu er han assistenttræner i Danmarksserie-klubben Vejgaard Boldspilklub.

Serie-stjerner: Arsenal-skifte glippede til sidst

Et par succesfulde turneringer, hvor 16-årige Kenneth Stenild vogtede kassen, blev startskuddet på en vild tid for den danske målmand. Som blot 16-årig var Stenild et af de største danske målmandstalenter, og mange store europæiske klubber så et talent i den danske målmand.

AaB vandt en turnering i Nordirland, og her lukkede 16-årige Kenneth Stenild ingen mål ind. Kort efter tog han med U17-landsholdet til Norge til Internordisk Cup. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her gik det danske hold hele vejen, og så begyndte interesse at vokse, husker Stenild. Kenneth Stenild siger til LigaBold.dk, at der var rift om ham efter turneringen i 2003.

- Efter finalen blev jeg så kontaktet af en scout fra Manchester United, der direkte spurgte mig, om jeg kunne være interesseret i at komme over på et prøveophold. Jeg tænkte til at starte med: 'Det kan ikke passe det her', men det var rigtig nok. 

- Så gik det bare amok derefter. Jeg tror, at der var 12 Premier League-klubber, der gerne ville have mig til prøvetræning. Søren Lerby fra Bayern München ville gerne have mig derned.

- Vi sad over ved Lynge (Lynge Jakobsen, red.) på det tidspunkt, og så skulle jeg egentlig foretage et par valg i forhold til, hvem jeg godt kunne tænke mig at vise mig frem til, og det var så United og Arsenal. Så var jeg derovre en gang hver begge steder, og så blev jeg inviteret over gang nummer to. 

- Det gør de kun, hvad jeg fik at vide, hvis klubben er så interesseret, at de ønsker at hente én. Så skulle man så bo hos en plejefamilie, hvis jeg kom derover på en kontrakt, siger Kenneth Stenild til LigaBold.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kenneth Stenild siger, at der specielt var optræk til et skifte til Arsenal, og parterne nåede også langt i forhandlingerne. Det endte dog aldrig med et skifte til The Gunners.

- Jeg ved, at jeg blev fundet for let i United, men jeg ved, at når jeg var derovre på nummer to ophold i Arsenal, der blev jeg indirekte spurgt til, om jeg havde interesse i at komme derover. 

- De var på et stadie, hvor de gerne ville hente mig. Jeg kan huske, at jeg sad sammen med en svensk rådgiver, der efterfølgende var tilknyttet sammen med Laudrup (Michael Laudrup, red.) og Faxe (John 'Faxe' Jensen, red.).

- Vi havde møder hjemme ved mine forældre, og vi kom faktisk rigtig langt i de her forhandlinger med mine krav og de personlige ting. Så kom vi desværre ikke videre, og jeg ved ikke hvorfor, hvis jeg skal være helt ærlig.

Ærgrede du dig meget over, at det ikke blev til et skifte?

- Jeg var da megabitter over, at jeg ikke kom derover, fordi den var så varm på en måde. Jeg ved ikke den dag i dag, hvorfor det ikke blev til mere. Jeg var bundet på en aftale med AaB også, så der var også noget, som skulle gå i orden. 

- I dag hænger jeg ikke så meget i det, men jeg var megabitter efterfølgende, fordi i forhold til de tilkendegivelser, som jeg fik derovre fra, at den næsten var 'home safe'.

- Jeg ser i dag tilbage på det som en kæmpe oplevelse, hvor jeg fik lov til at træne med Premier League-hold med de stjerner, som man havde set i fjernsynet på det tidspunkt. Jeg kunne se, hvordan en Premier League-klub så ud indefra. Det er også de færreste, der får lov at opleve det, kan man sige.

Kenneth Stenild ser tilbage på ungdomsårene med stolthed, og han husker, at der blev snakket meget om ham i fodboldkredsene.

- Det var en masse hype angående de prøvetræninger, som jeg var til. Jeg var et stort talent på det tidspunkt, og jeg var dygtig til det, som jeg lavede. Det var en masse interesse angående min person.

- Det var superfedt at være til prøvetræning i Arsenal, hvor jeg også kom ind omkring ungdomslandsholdene. Jeg var ret profileret på det tidspunkt. Det var superfedt, og det var stort at opleve. Det er også noget af det, som man tænker tilbage på den dag i dag.

Dramatisk ferie var ved at koste karrieren

Et par år efter frygtede Kenneth Stenild dog alvorligt for fodboldkarrieren. Under en ferie i 2005 blev han overfaldet og pådrog sig mange alvorlige brud.

- I ren angst valgte jeg at springe fra anden sals højde, fordi jeg nærmest frygtede for mit liv, for at være helt ærlig. Jeg fik et brud på mit bækken og korsben. Derudover var der et kompliceret brud i mit håndled. 

- På det tidspunkt blev der stillet spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet kom tilbage for at spille fodbold igen. Det kom jeg heldigvis til. Det var en svær periode.

- Der var et halvt år tilbage af min kontrakt, og jeg havde et håndled, der ikke ville hele. Jeg skulle så opereres igen og blev så det. Jeg kom i et genoptræningsforløb, hvor jeg var i rigtig gode hænder. 

- Jeg knoklede som en hest for, at mit håndled skulle blive godt igen, så jeg kunne udøve det arbejde, som jeg nu engang havde. Heldigvis blev det så godt igen, og jeg efterfølgende fik nogle gode år som fodboldspiller.

Føler du, at det ødelagde noget for dig senere hen i karrieren?

- Jeg tror ikke, at det var med til at ødelægge min fodboldkarriere. Jeg frygtede dog for mit erhverv. Søren Kaalund var også på det tidspunkt tilknyttet AaB og var også tilknyttet ude på Aalborg Sygehus.

- Han var en af de første, der kom ind på stuen, efter jeg kom hjem, der sagde, at der var ret stor risiko for, at jeg ikke kom tilbage på fodboldbanen. 

- Så ja, jeg frygtede for, at jeg ikke skulle komme tilbage at spille fodbold, men samtidigt havde jeg også en tro på, at det nok skulle lade sig give sig. Alt hvad jeg lavede i det genoptræningsforløb, det lykkedes så.

Stod lidt i skyggen

Kenneth Stenild kom stærkt tilbage, men han stod ofte i skyggen af først Jimmy Nielsen og dernæst Karim Zaza i AaB-målet. Det var hårdt for målmanden efter en ungdom, hvor han blev anset som et kæmpe talent.

- Det var mentalt hårdt, at man så var nede som nummer tre. Man havde stadig ambitioner, men det hele var mere træningspræget. 

- Det var selvfølgelig stort at blive fuldtidsprof, og det kom nok mere som et chok for én, end som så, angående den større konkurrence både fysisk og mentalt. Jeg tænkte, at det havde været nemmere, men sådan er det nok også i dag.

Kenneth Stenild nåede blot at få 11 Superliga-kampe for AaB, hvor han også i en periode var udlejet. Han har dog en titel med AaB, som han kan skrive på CV'et. 

Han blev dansk mester med AaB i 2008 og var dernæst med på bænken til nordjydernes Champions League-opgør. Han synes, at tiden i AaB var fantastisk trods den manglende spilletid, og han havde det okay med at være reserve.

- Det er de færreste, der får lov at prøve det (dansk mesterskab blandt andet, red.). Jeg havde en lille hovedrolle i det danske mesterskab, da Karim (Zaza, red.) blev skadet i en periode, hvor vi var ved at være ved vejs ende, og det hele spidsede til. Min tid i AaB vil jeg se tilbage på med glæde, og det var en god tid. Den vil jeg ikke skifte ud.

Som Kenneth Stenild pointerer, så fik han mulighed mellem stængerne, da Karim Zaza blev skadet i foråret 2008. Her fik han syv kampe. I sæsonen efter fik han også chancen, da Zaza igen pådrog sig en skade. 

Til sidst blev den ustabile spilletid dog for meget for Stenild, og derfor søgte han væk. Når han ser tilbage, så skulle have været mere tålmodig.

- Jeg blev så sat ud på bænken i den periode, hvor Karim (Karim Zaza, red.) kom tilbage, og der synes jeg, at de skulle have givet mig mere snor. Der følte jeg ikke, at der var den konkurrence, som der skulle være, og derfor søgte jeg også væk fra AaB, men det skulle jeg aldrig have gjort.

Hvad mener du med, at du aldrig skulle have skiftet til Horsens?

- Det bundede i, at jeg var utålmodig. Jeg skulle have ventet på, at Karim stoppede, som han også gjorde efter et års tid. Der hentede de så Nicolai (Larsen, red.) fra Lyngby. Der skulle jeg have været blevet, og så tror jeg også, at jeg måske havde fået chancen, og så havde det så helt anderledes ud.

- Jeg kan huske, at Lynge Jakobsen sagde den sidste dag til mig: 'Det kommer du til at fortryde', og det sidder stadig i mig i dag, som om at det var i går. Jeg skulle været blevet, så havde jeg haft en større chance for at få målmandspladsen i AaB. Sådan er det. 

- Jeg tog den chance og skiftede til Horsens, og det blev ikke til nogen som helst succes. Jeg fik nogle bekendtskaber, men hvis jeg ser i bagklogskabens lys, så skulle jeg ikke have været skiftet, siger målmanden.

Svær kamp mod Jochumsen

Kenneth Stenild skiftede til Horsens i sommeren 2009, og han skulle han forsøge at tage kampen op med Søren Jochumsen, og det endte med at blive svært, erkender Stenild. Derfor blev opholdet i Horsens aldrig nogen succes.

- Jeg havde en samtale med Johnny Mølby, da jeg skiftede til Horsens. Søren Jochumsen har, hvor de rykkede ned, haft en ret skidt sæson. Mølby sagde til mig, at de gik ind i den nye sæson med helt åbent mindset, og så var målmandskampen helt lige. 

- Jeg kan huske, at Søren (Søren Jochumsen, red.) sagde til mig i de sæsoner, hvor Horsens rykkede op i Superligaen og sæsonen efter, de to sæsoner var nærmest de to bedste, som han havde spillet.

- Så kan man vælge at tænke, om det var fordi, jeg kom derned og hav ham kamp til stregen. Det kan også være, at han performede på det tidspunkt. Derudover havde Søren også en kæmpe kultstatus i klubben og byen, og han havde været med lige fra starten af. 

- Efter at han begyndte at spille godt, så var det nok også svært at sætte ham af, og så havde han en kæmpe status. og så tog jeg turen videre til SønderjyskE, som, jeg synes, var et godt bekendtskab, siger Stenild.

Uenig med trænerens beslutning

Næste klub for Kenneth Stenild blev SønderjyskE, som han skiftede til i januar 2012. Det startede fint for Stenild, men han stod stadig i skyggen af Nathan Coe i målet. 

Australieren forlod dog klubben i sommeren 2012, og det var Stenilds chance for at vise sig frem. I stedet for blev norske Håkon Opdal hentet ind som førstemålmand, og den manglende spilletid var Stenild ikke helt tilfreds med.

- Håkon (Håkon Opdal, red.) spillede for at være ærlig ikke godt, og jeg snakkede også med ham efterfølgende. Men det er klart, at når man henter en målmand, der skal være førstemålmand med klækkelig hyre, så er træneren også presset til at skulle lade ham spille. 

- Så det var meget ind og ud, og selvom jeg leverede godt, så fik han spilletid igen. Det skabte noget uro og ustabilitet hos os begge to, hvilket var ret kaotisk. Lars Søndergaard havde nok ikke nosser til bare at holde ved og holde fast i mig på det tidspunkt.

Du mener, at det burde have været dig?

- Ja, 100 procent. Det sagde Håkon. Jeg kan huske, at jeg mødte ham andet år, hvor jeg spillede i Norge, hvor vi skulle møde Start Kristiansand i en pokalkamp, hvor han sagde til mig, at jeg klart burde have spillet, da han slet ikke var der. 

- Han var under niveau, men det kunne Lars Søndergaard ikke se, siger Stenild, der trods den manglende ser tilbage på tiden i Sønderjylland som en rigtig god tid.

Halvandet år blev det til for Stenild i SønderjyskE, og i sommeren 2013 var målmanden egentlig klar til at stille støvlerne på hylden, og han havde endda studeret ved siden af fodbolden i SønderjyskE. Et opkald ændrede dog den beslutning.

- Jeg havde faktisk lavet en ansøgning til politiet, men så blev jeg kontaktet af Flemming Christensen, der var blevet ansat i Vard Haugesund i Norge. Han skulle forsøge at redde klubben fra nedrykning. Der var et par stykker, der var blevet langtidsskadede, og han skulle akut bruge en keeper.

- Han spurgte, om jeg havde lyst til at hjælpe i den sidste halve sæson. Jeg tænkte, hvorfor ikke, og så kunne jeg spille fast igen. Det gik over alt forventning. Det gik supergodt, og jeg fik spilleglæden i dag. Det var en rigtig god halvsæson, men desværre endte vi med at rykke ned på målscoreren.

Fantastiske år i Norge

Det var dog langt fra slut for Kenneth Stenild med norsk fodbold. Daværende træner for Fram Larvik Peter Belsvik ringede til Stenild, og han fik lokket Stenild til klubben, trods at han skulle have et fuldtidsarbejde ved siden af fodbolden. Hele seks år endte Stenild med at være en del af den norske klub, og det er bestemt ikke noget, som han fortryder.

- Hvis man ser bort fra dansk mesterskab og Champions League, så var det de seks bedste fodboldår, som jeg har haft, selvom det kun var 2. division. Det var fantastisk.

For Kenneth Stenild handler fodbold også om at have det sjovt, og det havde han i den grad i Fram Larvik. 

Han satte et stort indtryk på klubben og i den norske by, og der rører ham den dag i dag. Det var ekstra hårdt at tage afsked med klubben og sætte et punktum for karrieren tidligere i år.

- Til sidst fik jeg en eller anden kultstatus i Fram og Larvik som by, selvom det måske lyder dumt. Jeg så en kamp deroppe for et par måneder siden, og jeg blev modtaget, som om at jeg var hjemvendt. Det var helt fantastisk. Det var virkelig seks gode år deroppe på både og udenfor banen.

Hvordan har du det med, at klubben værdsatte dig så meget?

- Det er fantastisk. Man har næsten svært at sætte ord på det. Efter den sidste kamp, som jeg spillede. Man græd næsten mere, end man sad og smilede. Det var hårdt, at man skulle stoppe sin aktive fodboldkarriere. 

- Den anden ting var, at man skulle sige farvel efter seks gode år til en by, hvor jeg har fået gode venner og bekendtskaber. Også det med at have flyttet klubben, fra da jeg kom derop.

- De har bygget stadion, og det var et helt andet setup. Jeg har været med på rejsen på godt og ondt. Klubben har været tæt på at rykke ned, men vi klarede os, så der er mange aspekter af det. Det er helt sikkert de seks bedste år på fodboldbanen.

Ikke tid til fodbold

Et nyt job i Danmark og en stressende hverdag med fuldtidsarbejde og familie blev for meget for Stenild. Derfor følte han, at det var tid til at trække stikket. 

Med stoppet i Fram Larvik satte den dengang 32-årige Kenneth Stenild dermed et punktum for fodboldkarrieren. Der er simpelthen ikke tid til at spille fodbold længere.

Han har dog ikke sluppet fodbolden helt. Han er nu assistenttræner i Danmarksserie-klubben Vejgaard Boldspilklub, hvor han er der en gang om ugen på frivillig basis, når tiden tillader det. Han arbejder som salgschef og har en del rejsedage til København.

- Jeg gør det, fordi jeg godt kan lide fodbold og synes, at det er rart at få lidt græs under fødderne og kan hjælpe til i det omfang, hvor der er brug for mig. 

- Det var egentlig Christian (daværende træner Christian Flindt Bjerg, red.), der tilbød mig i april/maj, at jeg kunne være lidt med omkring træningen og kampene. Det er meget rart at komme og have det her frirum og få noget andet end arbejde og familie.

Kenneth Stenild er blevet spurgt af Vejgaard, om han kan træde til, hvis det bliver nødvendigt. Det er dog ikke aktuelt.

- De har spurgt, men jeg vil helst ikke. Jeg er færdig. Så skal det virkelig være i en nødsituation, at der slet ikke er nogle keepere. 

- Men jeg har sagt, at det vil jeg helst ikke. Jeg har trukket en streg i sandet. Der er så mange, der har spurgt mig, om jeg ikke bare ville på serie-niveau, og det gider jeg ikke.

Når Kenneth Stenild kigger tilbage på den samlede karriere, så er det med et smil.

- Ja, jeg er stolt af min fodboldkarriere. Jeg har fået det ud af min fodboldkarriere, som jeg kunne. Jeg gider ikke tænke på, at hvis jeg havde gjort noget anderledes, så kunne jeg have spillet et andet sted. 

- Jeg er megastolt over det, som jeg har opnået og prøvet. Det er de færreste, der får lov til at opleve et dansk mesterskab, Champions League og så videre. Jeg er meget glad for det, som jeg har opnået, og jeg ser tilbage på karrieren som et godt minde, siger målmanden til LigaBold.dk.

33-årige Kenneth Stenild nåede at spille 21 Superliga-kampe - 11 for AaB og ti for SønderjyskE. På de danske ungdomslandshold fik han kampe på U17-, U18-, U19- og U20-landsholdet.

4 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
annonce
0