I de danske serierækker render flere store fodboldnavne rundt i forskellige funktioner.
I samarbejde med LigaBold.dk bringer bold.dk fremover interviews med nogle af de navne, der ikke helt har kunnet tage afsked med fodbolden.
Søndag kan du læse om den tidligere Herfølge Boldklub-, AB- og Vejle Boldklub-spiller Chris Hermansen, der scorede hele 73 mål i 174 Superliga-kampe. I løbet af karrieren scorede Chris Hermansen over 185 mål i alt.
46-årige Chris Hermansen er lige blevet ansat som cheftræner i Serie 2-klubben VB Moderklubben.
Serie-stjerner: BIF og Morten Olsen tilbød sig
Chris Hermansen har altid haft et talent for at score mål, og målinstinktet startede allerede i en meget ung alder. Som 16-årig blev angriberen en del af Esbjerg fB, og klubber begyndte at vise interesse.
- Jeg husker det som en fantastisk tid generelt. Det var en sindssygt fed tid både fodboldmæssig og menneskeligt. Det er en del af ens unge dage, hvor en af de første fodboldoplevelser startede i junior-mesterrækken i Bramming og derudover vores finale i Ekstra Bladets skoleturnering.
- Hele byen var med, og der var 1.500-2.000 mennesker, der tog til Københavns Idrætspark i et særtog og busser. Det var helt unikt, og det er noget, som vi fejrer hvert femte år. Vi har 30-års jubilæum i år, og det er så udskudt til næste år grundet corona.
- Så hele det her med sammenholdet står stadig som noget unikt for mig. Sammenholdet i Esbjerg i den bedste ynglingerække og nogle gode år på førsteholdet i Esbjerg.
- Det er også nogle år, som jeg husker som rigtig sjove. Efter en god Esbjerg-tid fik jeg et rigtig godt, spændende og lærerigt år under Morten Olsen i Köln, hvor jeg lærte meget som menneske. Morten Olsen kontaktede mig og så mig som fremtidens mand.
- Man så dog også bagsiden af guldmedaljen, og det var nogle ting, som man savnede derhjemme. Derfor var det muligt at blive lejet hjem til Ikast, der gerne ville leje mig, siger Chris Hermansen til LigaBold.dk.
Artiklen fortsætter efter billedet

Som Chris Hermansen selv nævner, var Morten Olsen ude efter den unge angriber, da han var træner i FC Köln. Han endte med at drage til Tyskland i 1994, men Hermansen siger, at Olsen nogle år tidligere havde et godt øje til ham, da den senere danske landstræner var træner i Brøndby. Ifølge Hermansen ville Brøndby og Morten Olsen gerne skrive kontrakt med ham, men han ville andre veje.
- Der er ingen tvivl om, at det var vanvittigt stort. Det var en stor traditionsklub i Tyskland, og jeg var allerede som 14-årig tilknyttet i Brøndby på grund af Morten Olsen, hvor jeg var med på en masse ture med dem. De var da også interesserede i at lave kontrakt med mig dengang.
- Dem, der kender mig, ved også, at jeg ikke har været nem at påvirke. Det var mulighed for at komme til udlandet, da jeg var i Superligaen, men jeg greb dem ikke, fordi jeg var glad for, hvor jeg var.
- Det er sådan, som det er, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, selvom man ligger som en af de mest scorende i Superligaen, så kunne det sagtens være blevet til endnu mere, siger Chris Hermansen og tilføjer, at han har fået tilbud fra store klubber i Grækenland, Holland, Tyskland og Spanien i løbet af karrieren.
Hermansen havde gode rammer at boltre sig i, men han var ikke helt klar til det store udlandseventyr, og derfor blev det kun til et år i FC Köln.
- Jeg var der i et år, og jeg var i nogle fantastiske omgivelser. Mikkel Beck var jo i Fortuna Köln, og vi var en del sammen privat. Vi boede nogle unge spillere sammen, som senere blev stjerner i Tyrkiet og Tyskland. Jeg havde nogle super rammer, og de passede godt på os. Det var dog for tidligt for mig, og på det tidspunkt var der simpelthen for mange ting i Danmark, som jeg savnede.
- Man bliver nødt til at følge ens hjerte og mærke efter i maven. Man kan godt prøve ting af, men det vigtigste er, at man står ved det, som man føler. For man skal være glad hver dag. Det er grobunden for at have et godt liv generelt.
Sammenholdet i Herfølge
Herefter vendte Hermansen tilbage til Danmark, først Ikast FS og derefter Esbjerg fB. I 1996 stod angriberen over for et svært valg. Der var interesse fra store klubber, men han endte med at følge sit hjerte og skifte til Herfølge Boldklub. Han kom til en klub med et fantastisk sammenhold, hvor han trivedes godt.
- Jeg sagde igen nej til nogle større klubber, fordi jeg kunne se, at Ole Mørk og Herfølge passede godt til mig. Det var sammenholdet, der senere hen førte til et mesterskab. Generelt de større kampe mod holdene i Danmark er noget, som man husker tilbage på. Også når en lille klub som Herfølge skulle spille i UEFA Cuppen og Champions League.
- Hvis det ikke var for Jakup Mikkelsen-sagen (problemer med hans spilletilladelse, red.), hvor vi mistede tre point, så havde vi fået sølv, sæsonen forinden, inden vi vandt guld. Det var igen mennesker og en by, hvor alle brændte for det her. Det var fantastisk at opleve.
- I de syv og et halvt år, hvor jeg var i Herfølge, scorede jeg mange mål. Jeg kunne ikke rigtig få det bedre, og så havde jeg det sjovt samtidigt, siger Chris Hermansen, der pointerer, at han løbende har hørt om interesse fra top fem-klubber i Danmark.
Christian Andersen lokkede Hermansen til AB
Det blev til en fin tid i Herfølge. Interessen steg for Hermansen igen, og blandt andet kastede Christian Andersen og AB sin kærlighed på målslugeren. I januar 2008 endte Hermansen med at drage til Gladsaxe-klubben, der kunne tilbyde ham en god kontrakt med en fin løn.
- Man kan jo sige, at da jeg var i AB, var klubben en magtfaktor i dansk fodbold, men den udvikling, som jeg var med til i Herfølge, ville jeg på ingen måde have været foruden. Det var en fantastisk tid. Det var sjovt, og vi lavede mange mål. Det var nogle omgivelser, der passede så godt til mig. Det var det rigtige for mig i forhold til udvikling.
Når Chris Hermansen ser tilbage på karrieren, så vil han karakterisere tiden i AB som den bedste i karrieren. Han nød at spille under Christian Andersen som træner, og han vandt pokalfinalen og fik bronzemedalje med AB i 1999. Det var en rigtig succesrig tid, hvor Hermansen også var helten med det afgørende mål i 2-1-sejren over AaB i pokalfinalen i 1999.
- Jeg nåede på godt tre år i AB at lave 60 mål. Min tid i AB var derfor vanvittigt succesrig, og jeg mener uden sammenligning, at vi var det bedst spillende fodboldhold.
Hermansen vurderer, at AB kunne have snuppet guldet, men da Christian Andersen smuttede til FC København i januar 1999, skete der noget.
- Der er dog heller ingen tvivl om, at da Christian Andersen forlod AB, der forsvandt ham, som havde fodboldkulturen. Den forsvandt med hans skifte til FC København. Det var pisseærgerligt.
- Mange omkring AB kan godt huske det fodboldhold blandt andre René Henriksen, Jan Michaelsen, Brian Steen Nielsen, Claus Thomsen, Peter Løvenkrands, Allan Olesen og så videre.
- Heldigvis vandt vi vores pokalfinale, og vi havde vores bronzemedaljer sammen. Vi lavede gode resultater i tre år, men det kunne være blevet til meget mere. Det kan bare være sådan, at en kultur kan smuldre, hvis en træner stopper. Mere skal der nogle gange ikke til.
Chris Hermansen gjorde sig også bemærket omkring det danske ligalandshold i 1999, hvor han blev udtaget til et par kampe. Tidligere havde han gjort sig på de danske ungdomslandshold.
Vendte tilbage til Herfølge
Den første rejse i AB sluttede i januar 2000 for Hermansen. Angriberens tidligere klub Herfølge ville have fingrene i Hermansen, og han blev i foråret 2000 en del af Herfølges sensation, da den lille klub vandt mesterskabet i 2000. Der blev dog skabt et rigtig godt fundament og sammenhold bygget op af Ole Mørk.
- Jeg synes, at John ’Faxe’ Jensen kom med noget vinderkultur, og han havde en stor andel i mesterskabet.
- De rigtige spillere blev matchede og var sultne, efter at nogle af dem ikke havde slået til kombineret med den rigtig alder på spillerne i Herfølge. Vi havde selvfølgelig også noget held, da mange af de store hold underpræsterede. Mange ting gik op i en højere enhed, og jeg er glad for, at jeg var med.
Det blev til fire år i Herfølge og med 60 mål i alt for klubben til følge, inden turen gik videre til Vejle. Herfølge-tiden var god for Hermansen.
- Da jeg skiftede tilbage til Herfølge, blev jeg selvfølgelig en del af mesterskabssæsonen. Det efterfølgende år under Johnny Petersen var uden sammenligning en fantastisk fodboldsæson.
Kom tilbage til Christian Andersen
I 2004 drog Hermansen til det jyske og skulle spille for Vejle Boldklub. Hermansen havde en god tid i Vejle, hvor han var i halvandet år.
Men da Hermansens gamle træner Christian Andersen havde brug for hjælp i AB, slog målmageren til. Hermansen blev lejet ud til AB i januar 2006, hvor han skulle forsøge at redde 1. divisionsholdet fra nedrykning.
- Jeg forlod Vejle, da Christian Andersen og René Henriksen kom til AB. René Henriksen kom hjem fra Panathinaikos for at hjælpe AB, der var i problemer. Så blev jeg lejet til AB. Jeg pendlede til AB for at hjælpe René Henriksen og Christian Andersen og scorede 13 mål i 15 kampe og var med til at redde AB.
Betydningsfulde trænere
Der er et par trænere, der har betydet ekstra meget for Hermansen i løbet af karrieren, og de var vigtige for, at han kunne lære at agere i et fodboldmiljø, der til tider kan være hårdt.
- Jeg har haft en tre-fire trænere, der har betydet helt vildt meget, og det har været hele vejen fra Ole Mørks tid i Herfølge, Christian Andersen i AB og Johnny Petersen i Herfølge. De tre har været helt unikke i forhold til den måde, som jeg spillede fodbold på. Det var også samarbejder, hvor vi havde det godt menneskeligt.
Stolt
Efter opholdet i AB trappede Hermansen stille og roligt ned. Først var han halvanden sæson i Kolding, inden han snuppede en halv sæson i Middelfart. Derefter var fodboldlivet på divisionsniveau slut. Herefter har den stået på Old Boys-fodbold, syvmandsfodbold og trænerkarriere for Hermansen.
Når angriberen ser tilbage på karrierens meritter, er han glad for, at han fik sat et godt aftryk på dansk fodbold.
- Fodbold er jo ens liv, og der var mange, der begyndte at henvende sig til mig som 13-årig. Det er 20 år af mit liv, hvor fodbold var det vigtigste udover familie og venner og have en hverdag.
- Så det betyder da rigtig meget. Man møder stadig sindssygt mange mennesker på sin vej, der godt kan huske det. Jeg har aldrig rigtig set på det på den måde. Jeg har bare nydt at spille fodbold, og så fik jeg en hverdag og nogle kammeratskaber.
- Vi var i AB for tre år siden og spille mod Old Boys-landsholdet. Der slog vi det landshold, der ikke havde tabt i 11 år. Vi spillede med det hold, der vandt pokalfinalen. Alene det at være hjemme med 900 mennesker samlet.
- Det står også som noget unikt for mig, at man kan samle så mange mennesker. Herfølge-gutterne mødes også hvert femte år, hvor man fejrer de resultater, som man nåede sammen. Det står også som noget stort, at man kan mødes en gang imellem og snakke om gamle og gode fodboldoplevelser sammen.
Vil lære fra sig
Efter en pause væk fra fodboldverdenen er Chris Hermansen kastet sig over trænergerningen. Her har han både været træner i Løsning og Fredericia KFUM, og nu har han taget cheftræner-taktstokken i Serie 2-klubben VB Moderklubben i Vejle.
- Jeg fik fodbolden på afstand, passede mine børn og har været en del af deres liv, uden at skulle noget om lørdagen og søndagen, så jeg havde et afbræk på en fire-fem år.
- Jeg havde nogle muligheder inden for fodboldens verden, men jeg søgte dem ikke. Jeg var glad for at få fodbolden lidt på afstand og bare lave noget andet og prøve sig selv af og finde ud af, hvad man kan udover at spille fodbold.
- Når jeg har det netværk, som jeg har, så får jeg også noget netværk inden for sportens verden. Det kan jeg også få inden for salg og trænerjobs eller alt muligt andet. Det er en vej til den næste ting, som skal ske. Vejle bliver forhåbentlig en oplevelse, der bliver sjov at være en del af. Hvis vi lykkes med de projekter, som der er, så er det vejen til noget nyt, eller så er man et sted, hvor man er glad for at være.
Chris Hermansen nævner selv, at han har været med i en række intervalspil til træning, men det betyder dog ikke, at den i dag 46-årige tidligere Superliga-målsluger trækker i fodboldstøvlerne på serieniveau.
- Det er helt udelukket. Mine fibersprængninger er begyndt at komme, men jeg var meget med i intervalspillet, da jeg var i Fredericia, og jeg føler også, at jeg kunne være med. Når jeg skal løbe over en banelængde, så kan jeg ikke være med mere. Det er også vigtigt, at det ikke handler om mig.
- Det handler om at finde tre angribere, der passer godt ind til det, som vi skal, og så arbejder vi med dem, og det er dem, som vi skal udvikle, men som 46-47-årig er man også færdig. Ellers skal man løbe fem gange om ugen og holde sig fuldstændig fit, så kan du måske være med.
- Tommy Løvenkrands, som jeg spillede med i AB, er lige blevet kåret som 'Efterårets profil' på LigaBold.dk i Jyllandsserien, og han er også megafit, og han passer megagodt på sin krop, så intet er umuligt.
- Man for at gøre en lang historie kort, så handler det ikke om mig, men om de unge mennesker, og at jeg kan gøre en forskel for dem og lære dem at blive bedre angribere ud fra mine erfaringer, siger Chris Hermansen til LigaBold.dk.
I løbet af karrieren scorede Chris Hermansen over 185 mål i alt, hvoraf 73 mål blev lavet i Superligaen. Det gør ham til den 14. mest scorende i den bedste danske række gennem tiderne.