Danmarksserien -Serie-stjerner: Fra EL-brag mod Boateng til DS
2020-08-22 09:00:02
Foto: Getty Images

Serie-stjerner: Fra EL-brag mod Boateng til DS

bold.dk vil i den kommende tid bringe historier om mange af de store navne fra dansk fodbold, der fortsat er aktive i serierækkerne, i samarbejde med LigaBold.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I de danske serierækker render flere store fodboldnavne rundt i forskellige funktioner. 

I samarbejde med LigaBold.dk bringer bold.dk fremover interviews med nogle af de navne, der ikke helt har kunnet tage afsked med fodbolden.

Lørdag kan du læse om den tidligere Randers FC- og Helsingør-spiller Ricki Olsen, der både har spillet Superliga-kampe og u-landskampe for Danmark samt fik en uforglemmelig oplevelse mod Hamburger SV i Europa League-kvalifikationen.

31-årige Ricki Olsen har haft mange store fodboldoplevelser, som blandt andet inkluderer 69 Superliga-kampe og europæiske kampe med Randers FC.

Nu er Ricki Olsen et andet sted i sit liv, væk fra Superligaen og den europæiske scene. 31-årige Olsen tørner lige nu ud for Danmarksserieklubben Ishøj IF, som han skiftede til i slutningen af juli.

Den tidligere Randers- og Helsingør-spiller siger til LigaBold.dk, at han vil fremhæve to højdepunkter fra sin karriere, som var kulminationen på karrieren på topniveau. Olsen spillede blandt andet mod en række verdensstjerner i Europa League-kvalifikationen mod Hamburger SV i 2009, da han var Randers-spiller.

- Det (Det største, red.) har nok været debuten på U21-landsholdet, men ellers er det Europa League-kampen mod Hamburger SV (for Randers FC i august 2009 i Europa League-kvalifikation, red), hvor vi tabte 0-4 hjemme, og så vandt 1-0 ude. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det var mod Jerome Boateng, Ze Roberto og Paolo Guerrero, mens Frank Rost stod på mål. Der var mange store spillere på det hold, så det var også stort. Det største var dog landsholdsdebuten, siger Ricki Olsen til LigaBold.dk.

Europa League og U21-landsholdet

Ricki Olsen brød med Helsingør i slutningen af juli, da han gerne vil trappe lidt ned. 31-årige Olsen ser tilbage på sin karriere med stor stolthed.

- Vi (Ishøj og Ricki Olsen, red.) havde jo snakket løbende, og jeg kunne måske godt se, hvor det bar henad i Helsingør, plus at vi havde den kæmpelange coronapause, hvor man fik tid til at være derhjemme og træne lidt for sig selv og reflektere. Nu er jeg jo ikke 22 år mere, så på et eller andet tidspunkt skal man jo sige stop og finde ud af, hvad man skal lave. 

- Nu var jeg bare nået til et punkt, hvor jeg havde prøvet det hele så mange gange før med opstarter, løb, mange træninger, og jeg har levet af det. Nu var det bare på tide, at nu skulle det være. Jeg har opnået det, som jeg kan, med mit fodboldtalent – Europa League, U21-landsholdet, Superligaen. Det bliver svært for mig at nå mere, som det er lige nu.

Ricki Olsen havde flere tilbud på hånden efter bruddet med Helsingør. Han valgte dog det profilspækkede hold fra Ishøj, der blandt andet har Jean-Claude Bozga og Osama Akharraz i truppen, og er netop gået i gang med elektrikeruddannelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en klub (Ishøj, red.) med ambitioner, og det er også en af grundene til, at jeg valgte klubben. Jeg blev kontaktet af en masse andre Danmarksserieklubber og Serieklubber, men der var Ishøj bare det bedste match i forhold til deres ambitionsniveau – også i forhold til hvor mange gange de træner, der passede det bare allerbedst for mig.

Havde du mulighed for at blive i divisionerne?

- Ja, der var også 2. divisionsklubber, der kontaktede mig. Jeg gik dog ikke meget med det. Jeg var ret hurtig til at bestemme, at det skulle være Ishøj, da de kom på banen. Det er også tæt på, hvor jeg bor, og så træner de to gange om ugen og så en kamp. Det er perfekt for mig, der hvor jeg er i mit liv lige nu. Tilbud fra klubber højere oppe i systemet blev hurtigt lagt hen.

Højt niveau

Ricki Olsen kan godt mærke forskel på tempoet og faciliteterne i Danmarksserien kontra i de højere rækker, hvor han har spillet. På trods af sin store rutine mener Olsen dog ikke, at han bare kan vade sig igennem kampene.

- Selvom jeg har trænet i et Superligamiljø og et 1. divisionsmiljø, så er det ikke bare sådan, at jeg kan drible alle mand og sætte den ind hver eneste gang. Det er ikke sådan, at det hænger sammen overhovedet. Jeg synes, at niveauet er højt, og vi har gode spillere, og vi har klart niveau til at spille i 2. division, men vi skal også have holdet til at fungere, så det prøver vi at komme endnu mere til udtryk, og det er noget af det, som jeg gerne vil sørge for.

Ricki Olsen er i Ishøj blevet genforenet med flere af sine tidligere holdkammerater blandt andet Jean-Claude Bozga fra tiden i HB Køge og Osama Akharraz fra Helsingør. Det har haft lidt indflydelse på Olsens klubvalg, dog var det Ishøjs store visioner, der var afgørende.

- Det har mere handlet om deres ambitioner. Selvom jeg er trappet ned i træningsmængde, så trapper jeg ikke ned på mine ambitioner og mit engagement, og det er uanset, om det er Danmarksserien, Serie 5 eller Superligaen, så vil min tilgang til fodbolden være den samme.

God holdånd

Ishøj har flere rutinerede kræfter i truppen med stor Superliga-erfaring. Udover Olsen spiller Jean-Claude Bozga og Osama Akharraz også i Ishøj. Det er en stor styrke, mener den 31-årige alsidige spiller. Det kan være med til at holde Ishøj-spillerne til gameplanen.

- Jeg synes, at vi har en god holdånd. Det virker som om, at man er gode kammerater også udenfor banen. Det er vi også på banen, men der handler det om at blive bedre, og der nytter det ikke noget, at man bare joker hele tiden.

- Der skal man også være fokuseret. Jo lavere ned man kommer i niveau, desto mere tilbøjelighed er der til, at man gør mere det andet. Det kan jeg være med til at præge og rykke klubben på den måde i forhold til deres professionelle miljø, så vi bliver bedre. Det er, hvad det handler om, siger Ricki Olsen til LigaBold.dk og tilføjer, at klubbens klare mål er at rykke op i 2. division.

Ricki Olsen har i løbet af karrieren spillet i Brøndby IF, Randers FC, Viborg FF, Næstved Boldklub, Nordvest FC, FC Helsingør og HB Køge.

Han er noteret for 69 Superliga-kampe og to U21-landskampe for Danmark.


Foto: Getty Images

6 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
annonce
0