2021-08-08 08:00:00

Serie-stjerner: Michael Laudrup var dygtig

bold.dk vil i den kommende tid bringe historier om mange af de store navne fra dansk fodbold, der fortsat er aktive i serierækkerne, i samarbejde med LigaBold.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I de danske serierækker render flere store fodboldnavne rundt i forskellige funktioner.

I samarbejde med LigaBold.dk bringer bold.dk fremover interviews med nogle af de navne, der ikke helt har kunnet tage afsked med fodbolden.

Søndag kan du læse om den tidligere Brøndby IF-spiller Ruben Bagger, der står noteret for 243 Superliga-kampe.

49-årige Ruben Bagger er lige nu hjælpetræner i Serie 4-klubben FC Lejre.

Serie-stjerner: Michael Laudrup var dygtig

Det lå ikke lige i kortene, at Ruben Bagger skulle gå hen at blive en af de Brøndby-spillere med flest kampe i historien, da han løb rundt i Roskilde og spillede divisionsfodbold.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ruben Bagger var ikke tilfreds med, at der skulle skiftes træner, og han stod ved en skillevej i livet som 21-årig. Skulle han satse noget mere på fodbolden?

Han greb knoglen og ringede til daværende andenholdstræner i Brøndby Tom Køhlert. Køhlert havde set Bagger spille, men dengang blev han ikke vurderet til at være god nok til Brøndby, men han fik nu lov til at træne med i Brøndby, og derefter tog det fart, fortæller den i dag 49-årige Ruben Bagger til LigaBold.dk.

- Så tog jeg derind og spillede med deres Danmarksserie-hold, og det var et virkelig godt andethold, der var der dengang, med Per Nielsen, Ebbe og Peter Sand, Kim Daugaard og Allan Ravn. Der var faktisk os, der blev stammen på førsteholdet senere hen. Vi var bare nogle unge gutter. Jeg var én af de ældre, og jeg var nærmest for gammel til at komme på det Danmarksserie-hold, men de gjorde en undtagelse.

- Det var et fantastisk træningsmiljø med en masse unge, der virkelig brændte for det og gerne ville det og ville vinde. Så det var en virkelig god kultur, der var der. Så nåede jeg dertil, hvor jeg skulle finde ud af, om jeg skulle blive i Brøndby og spille på andetholdet, eller om jeg skulle spille et andet sted, når sommerpausen var ved at være slut, og man skulle til at spille sin første kamp.

- Der fandt jeg ud af, at jeg skulle blive i Brøndby, fordi det passede godt med det her træningsmiljø, der var og spille mod så dygtige spillere hver dag. Jeg spillede så på andetholdet som amatør det første halve år, og så blev jeg deltidsprofessionel, og efter et år kom jeg på fuldtidskontrakt, siger Ruben Bagger til LigaBold.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gik fra 0 til 100 

Det gik meget stærkt for Ruben Bagger i den periode. I sommeren 1993 kom Ruben Bagger til Brøndby, og i efteråret debuterede den alsidige spiller i Superligaen som amatør. Han blev endda skiftet ind i den store kamp mod Dortmund på Brøndby Stadion 24. november 1993 i UEFA Cuppen, og der havde han også status som amatør.

- Det var fra 0 til 100, hurtigere end man kunne nå at opfatte det. Det gik meget hurtigt. Så der var ikke så meget at betænke sig på. Da jeg så blev tilbudt en fuldtidskontrakt, der var jeg så lige kommet ind på fysioterapeutskolen. Der stod jeg som 21-årig med valget mellem fodbold og fysioterapeut, der valgte jeg så fodbold, og det fortrød jeg ikke et sekund, og jeg har fået så mange gode oplevelser med fodbolden. Også nogle oplevelser, som ikke ret mange får, siger Bagger.

Ruben Bagger fortæller, at han kom til klubben, efter Brøndby IF havde været nede i en bølgedal grundet købet af InterBank i 1992, hvor klubben stod tilbage med en gæld på næsten 400 millioner kroner.

Den alsidige spiller husker, at der var en rigtig god kultur, hvor der blev gået til den i træningerne, og daværende træner Ebbe Skovdahl havde et luksusproblem, da mange af de unge spillere pressede på for en plads på førsteholdet.

Til at starte med skulle 21-årige Ruben Bagger ikke kun fokusere på fodbold i Brøndby IF. Han arbejdede nemlig på DAK i Roskilde, en kødkonserves-fabrik, der lavede cocktailpølser og dåseleverpostej. Han gik først på arbejde, og om aftenen drog han til Brøndby for at træne. Det var hårdt, men samtidigt sjovt for Bagger.

Da Bagger kom til Vestegnen, var fanskaren ikke så stor hos Brøndby, men det tog for alvor til.

- Det var fantastisk. Jeg røg til Brøndby i 1993, og der var ikke nogen fanklub. Det voksede så, og jeg blev fuldtidsprofessionel i 1994, og det gik fra 50 til 10.000 medlemmer på ingen tid. Det hele gik hurtigt både på banen, fansiden og rent resultatmæssigt også. Alt gik bare virkelig, virkelig stærkt, og det var sjovt at være en del af og se den glæde hos fansene over det arbejde, som vi nu lavede.

- At have det sammen med dem, det var rigtig skægt, også det med, at vi var en masse unge, der voksede som fodboldspillere, og fodboldkulturen voksede i Danmark. Vi tog også rundt og spillede opvisningskampe om sommeren. Vi var måske i Jylland i en uge, inden vi fik sommerferie, hvor vi skulle til forskellige arrangementer, eksempelvis hvis en klub havde 50-års jubilæum eller 75-års jubilæum, så vi fik også fans i hele landet, og det var også en meget vigtig del af det. Det var vigtigt ikke kun at have opbakning i lokalområdet, men der var også store fanklubber i Jylland og andre steder. Det var virkelig skægt.

Brøndbys genrejsning

Et af karrierens højdepunkter for Bagger var Brøndbys mesterskab i 1996. Det var en stor forløsning efter nogle magre år for vestegnsklubben.

- I 1996 kan man godt sige, at det lidt var Brøndbys genrejsning, hvor man ikke havde vundet i nogle år, og der var kommet en del unge spillere ind på holdet, og vi var begyndt at etablere os. Det første mesterskab er bare altid særligt, og så havde vi et virkelig godt hold i 1996, og vi spillede noget virkelig god fodbold.

- Vi vandt i sidste runde, og der var også lidt ekstra spænding, at vi slog AaB i sidste runde. Jeg var ved at blive etableret, men jeg startede ude i rigtig, rigtig mange kampe, og det kulminerede så med mesterskabet. Det er meget specielt, når man vinder det første mesterskab. At være dansk mester er noget, som man har drømt om, det har altid været med til at drive mig.

- Jeg er blevet mere drevet af titler og ting, som jeg kunne vinde, end penge. Jeg har altid tænkt: 'Hold kæft - at spille med om det danske mesterskab, det er da stort' i stedet for, at jeg tjente x-antal tusinde om måneden. Der har jeg mere jagtet de ting, som man kunne opnå. Det var kæmpe stort det i 1996, da vi blev mestre. Jeg kan huske, at folk stod rundt om banen fem minutter før, at der blev fløjtet af og indvandrede banen, så det var virkelig stort og sjovt, husker Brøndby-krigeren.

Ruben Bagger kan mærke, at tilskuere blev forvandlet til fans, og det gav noget ekstra til spillerne, at der var passionerede fans i ryggen på Brøndby Stadion.

I starten af 00'erne kom Åge Hareide til Brøndby som træner, og det betød også, at Bagger blev omskolet fra at være midtbanespiller til at blive angriber.

- Det passede mig sådan set fint. Jeg synes altid, at jeg har været sådan en 'allround-spiller'. Jeg kunne sparke med begge ben, og jeg var okay hurtig, ikke meget hurtig, men jeg kunne følge med, så jeg kunne bruges til lidt af hvert. I Roskilde spillede jeg offensiv midtbane, og da jeg startede i Brøndby, røg jeg ind som angriber, men så spillede jeg venstre midtbane i en del år i en 4-4-2, og senere røg jeg så op i angrebet. 

- Jeg gik jo lidt den anden vej. Man plejer jo at starte i angrebet og så ryge længere og længere ned. Her startede jeg på midtbanen, og så sluttede jeg i angrebet, og det havde jeg det fint med. Jeg havde nogle virkelig dygtige holdkammerater og angrebskolleger, som jeg havde et fint forhold til og et fint samarbejde med.

Dygtige Michael Laudrup

Brøndby strøg også til tops i den bedste danske række i 1997, 1998, 2002 og 2005. 2005-mesterskabet var det seneste danske mesterskab for Brøndby inden sæsonen 202/2021, hvor holdet også gik hele vejen.

Bagger havde æren af at blive trænet af Michael Laudrup i 2005-mesterskabssæsonen, og det var tydeligt at mærke, at Laudrup var meget fodboldintelligent, fortæller Bagger.

Angriberen spillede ikke så meget i den sæson, da han havde døjede med forskellige skader. Han brækkede blandt andet benet i oktober 2003 og var påvirket af det efter.

- Han (Michael Laudrup, red.) var rigtig dygtig, og det syntes jeg også, at man kunne se på den type fodbold, som vi spillede. Det var noget seværdigt fodbold, og han var også temmelig inspireret af Spanien, hvor han havde været i en stor del af sit liv, og det med at flytte bolden hurtigt. Han var virkelig dygtig fodboldfagligt.

Ruben Bagger nåede at have både Ebbe Skovdahl, Åge Hareide og Michael Laudrup som træner. De var alle gode for Bagger.

- Jeg startede som ung med Ebbe Skovdahl, og så havde jeg Åge Hareide, som jeg havde det rigtig godt med, og det var egentlig ham, der omskolerede mig til angriber. Eller han købte en ny mand til min plads, og så blev jeg nødt til at finde et sted, hvor jeg kunne blive brugt, siger Bagger med et smil og tilføjer:

- Så er der Michael Laudrup. Michael var super fodboldintelligent. Alle trænere har haft hver deres force, og det er blandt andet mandskabsbehandling, og fodboldfagligt er der forskellige måder at spille på. Det er svært at fremhæve en enkelt, fordi alle de trænere, som jeg har haft, har passet godt for mig på det tidspunkt, hvor jeg har haft dem.

Når Ruben Bagger skal fremhæve et par holdkammerater fra Brøndby-tiden, der imponerede ham ekstra meget, nævner han både Kim Daugaard, Ebbe Sand og Kim Vilfort, men Daugaard imponerede mest med sin store fodboldintelligens, nævner Bagger. Ebbe Sand sparkede bare alt ind, husker han.

Det blev til mange store oplevelser for Ruben Bagger, men mesterskabet i 1996 står klarest i erindringen, selvom det også blev til europæiske kampe blandt andet Brøndbys mirakel i UEFA Cuppen, hvor det blev til en 5-0-sejr over Karlsruhe i Tyskland efter at have tabe 1-3 på hjemmebane.

I starten af 2008 sluttede den aktive karriere for Ruben Bagger, og det var det helt rette tidspunkt, mener angriberen.

- Jeg var jo så gammel, så jeg var pensionsklar. Så jeg havde det fint med at stoppe. Jeg har virkelig ondt af de fodboldspillere, som bliver skadede, og måske bliver fodboldinvalide eller ikke kan komme op på samme niveau, når de er 23 år. Jeg sluttede, da jeg var næsten 36 år, og jeg havde fået de oplevelser og måske lidt mere til, end hvad mit talent berettigede mig til. 

- Jeg har meget ondt af dem, som må stoppe tidligt, inden de rigtigt er kommet i gang eller har nået toppen. Jeg var jo tæt på 36 år, og jeg vidste, at den sidste kontrakt med Brøndby IF, som jeg skrev, var den sidste. Jeg føler ikke, at jeg har noget til gode, og det var det rigtige tidspunkt, som jeg stoppede på.

Var altid en holdspiller

De mange år som Brøndby-spiller har også betydet, at Ruben Bagger har fået Brøndby ind under huden, og derfor følger han også med i Brøndbys kampe. Det glæder blandt andet den tidligere Brøndby-spiller, at klubben vandt det danske mesterskab i den seneste sæson efter en mesterskabstørke på 16 år.

Da Ruben Bagger lagde støvlerne på hylden, spillede han en smule på oldboysholdet i Brøndby, men køreafstanden til bopælen i Osted blev for lang, og derfor løb det ud i sandet.

Når den i dag 49-årige Ruben Bagger skal sætte et par afsluttende ord på karrierens bedrifter, så er det med stolthed i stemmen.

- Jeg synes, at jeg har gjort, hvad jeg kunne. Man snakker så meget om nerver, og der er nogle, der nærmest har ondt i maven og har præstationsangst. Hvis man gør, hvad man kan, så kan det godt være, at man har truffet nogle forkerte valg under nogle fodboldkamp, men det er der ikke så meget at gøre ved. Så var man bare ikke bedre i øjeblikket, men hvis man gør, hvad man kan og kan kigge på sig selv og sige, at jeg gjorde, hvad jeg kunne, så kan man ikke have gjort mere.

- Så vil der altid være nogle, der er bedre, klogere eller dygtigere end én. Men hvis man arbejder, så synes jeg ikke, at der er så meget andet, som man kan gøre. Det, synes jeg, har hjulpet mig meget godt igennem også med hensyn til nervøsitet. 

- Hvis man gør, alt hvad man kan, og så kan det godt være, at man ikke scorer, men hvis man har den intention om at yde en arbejdsindsats og være en holdspiller. Det, synes jeg også altid, har betydet meget for mig. Jeg har altid været en holdspiller og prøvet at hjælpe holdet, så jo, jeg er stolt over det, som jeg nåede i Brøndby, siger Ruben Bagger til LigaBold.dk.

I dag arbejder Ruben Bagger i et firma, der hedder Intego, hvor han blandt andet laver opsætning af mobiltelefoni. Selvom det er over 14 år siden, at Bagger stoppede med at bombe mål i kassen for Brøndby, så han har stadig en stor målnæse.

2. august spillede han velgørenhedskamp, hvor Bagger var en del af Brøndby Legends, der mødte Superliga Allstars, og her garnede Bagger hele to gange.

Det blev i alt til 339 kampe for Ruben Bagger i Brøndby IF, hvoraf 243 af dem var i Superligaen. Det blev til i alt 64 mål og 34 oplæg i Superligaen i Brøndby-trøjen.

4 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Mest læste

annonce
annonce

Seneste nyheder

annonce
0