2021-06-29 15:30:02

Seriehold vandt drama: Pokaldyst spilles om

For 14 dage siden vandt Serie 1-mandskabet Skjern GF over DS-holdet Varde IF i Sydbank Pokalen, men nu skal kampen spilles om, da Varde har protesteret og fået medhold. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der var stor jubel at spore i Skjern tirsdag 15. juni, da Serie 1-mandskabet Skjern GF noget overraskende slog Danmarksserie-holdet Varde IF ud af syvende og sidste kvalifikationsrunde af Sydbank Pokalen 2021/2022 med en 6-5-sejr efter en straffesparksafgørelse.

Den kamp har dog fået sig et efterspil, der betyder, at kampen skal spilles om tirsdag 29. juni, da Varde har protesteret over, at kampen ikke afviklede de to gange 15 minutters forlænget spilletid efter den ordinære tid, som reglerne foreskriver.

Skjern GF-formand Niels Peter Olesen siger til LigaBold.dk, at klubberne havde aftalt, at de to gange 15 minutters forlænget spilletid ikke skulle spilles.

DBU's Disciplinærudvalg skriver også i afgørelsen, som LigaBold.dk er i besiddelse af, at det har været enighed om hændelsesforløbet, men aktører kan ikke aftale at undgå at spille forlænget spilletid i Sydbank Pokalen. Derfor skal der spilles en ny kamp.

- For 14 dage siden afviklede vi pokalkampen mellem Skjern og Varde, og den ordinære kamp endte 1-1. Så blev der lavet en aftale mellem dommerne og klubberne imellem, at man sprang over de to gange 15 minutters spil og gik direkte til straffesparkskonkurrence. 

- Det stod man så ved, men der kom godt nok en træner ind fra Varde og sagde, at det ikke var ham, der havde lavet aftalen. Det var en anden fra Varde, og det var træneren sur over, at han havde lavet den aftale inden kampen, fordi han ville gerne have spillet de to gange 15 minutter.

Artiklen fortsætter efter billedet

Sydbank Pokalen -Seriehold vandt drama: Pokaldyst spilles om
Foto: Henrik Olesen

- Dommeren holdt så fast i, at man havde lavet en aftale, og derfor gik man til straffesparkskonkurrence, og den vandt Skjern så, og efter kampen nedlagde Varde protest over, at man ikke havde fulgt DBU's regler angående afvikling af en pokalkamp, men det gør man først efter kampen, siger Niels Peter Olesen til LigaBold.dk.

Hvordan har klubben taget det?

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vi rigtig trætte af, fordi vi mener, at vi er de retmæssige vindere af kampen. Har man lavet en aftale, så står man ved den aftale, så vi kalder det amatøragtigt og tøsedrengsagtigt, at man efter kampen nedlægger en protest, bare fordi man har tabt.

Havde I slet ikke i tankerne, at Varde kunne protestere over det, da reglerne er noget andet?

- Nej, men vi kendte sådan set godt reglerne, men det er ikke første gang, at dommere og klubber har lavet en aftale om, at man går direkte til straffesparkskonkurrence i stedet for at gå i forlænget. Det sker, og det er også sket tidligere, også for Skjern GF, at man har lavet sådan en aftale, og så har man selvfølgelig stået ved den.

- Nu tror jeg ikke, at der er ret mange dommere, der kommer til at foreslå det igen, fordi nu har der været en disciplinærsag i DBU, og vi appellerede afgørelsen, fordi vi ikke mente, at protesten var afleveret rettidigt, men det kunne ikke overtrumfe, at reglerne ikke blev overholdt.

- DBU er nødt til at følge reglementet og har ikke andet valg, end at kampen skal spilles om. Det bliver en festlig aften. Der skal nok være opbakning fra Skjerns tilhængere i hvert fald til at hjælpe Skjerns drenge. Hvis der er nogle, der ikke er skyld i det her, så er det Skjerns spillere, siger Niels Peter Olesen til LigaBold.dk.

Varde IF-cheftræner: Blev ikke taget med på råd angående protest

Artiklen fortsætter efter annoncen

I afgørelsen beskriver kampens dommer, at begge hold var enige om at gå direkte til en straffesparkskonkurrence i tilfælde af uafgjort grundet et tætpakket kampprogram.

Her beskrives der, at Varde-cheftræneren var modstander af at gå direkte til straffesparkskonkurrence, selvom andre repræsentanter fra klubben inden opgøret havde besluttet noget andet.

Varde-cheftræneren var skuffet, men han ville ikke gøre mere ved sagen og ikke protestere, beskriver dommeren.

LigaBold.dk har interviewet Varde-cheftræneren Søren Pallesen om hændelsen.

- I bund og grund oplevede jeg det ekstremt rodet. Der blev åbenbart lavet en aftale inden, at vi skulle springe forlænget spilletid over. Jeg fik det at vide lige, da kampen gik i gang, og der tænkte jeg: 'Nåh okay'. Jeg fandt så ud, at det var noget, som man var blevet enige om, og så blev det så aktuelt, fordi vi spillede uafgjort.

- Så spurgte jeg dommeren og linjedommerne, hvorfor vi sprang den forlængede spilletid over, og der sagde de, at vi (Varde, red.) havde sagt ja til det, og der var én fra vores hold, der havde sagt ja til det. Jeg sagde, at det burde da være cheftræneren, som de snakkede med i stedet for at spørge en anden.

- Vi endte så med at tabe, og jeg snakkede med dommeren efter, og jeg sagde, at det var underligt, at de bare gjorde det, men selvom jeg tænkte, at det var tåbeligt, så tænkte jeg, at det var bare sådan.

- Vi havde jo selv sagt ja, så det var ikke helt katastrofalt. Det sagde jeg også til dommeren efter kampen, at det var underligt, at de ikke tog fat i mig, og der sagde dommeren, at han troede, at den anden var cheftræneren. Det er jo hans ansvar at finde ud af, hvem han skal snakke med. Det, som Skjern er rigtig sure over, er, at jeg faktisk sagde til dommeren, at vi ikke ville nedlægge protest.

- Spillerne og mig klædte om, og vi har overlevet i Danmarksserien og har haft en fin sæson, så humøret var hæderligt. Så fik jeg lige pludselig at vide af klubben, at den havde nedlagt protest, og det tror jeg, at Skjern er fornærmet over, da jeg sagde, at vi ikke ville nedlægge protest, men jeg er slet ikke blevet taget med på råd, om vi skulle nedlægge protest. Jeg fik bare at vide, at nu var der blevet lagt protest, og den vandt vi så.

Det er klubben, der har taget en beslutning om at nedlægge protest, uden at du var med inde over det?

- Der er hverken spillere eller trænere, der har opfordret til at nedlægge protest.

Kan du forstå, at Skjern er sure over, at Varde nedlagde protest, når du har sagt, at I ikke ville gøre det, selvom regler er regler?

- Jeg kan sagtens forstå dem, men de kunne jo have gjort det samme, hvis de havde vundet. Det er igen fuldstændigt ude af mine og spillernes hænder. Der var ingen spillere, der ønskede at nedlægge en protest, men vi syntes, at det var underligt, men vi accepterede det fuldstændigt, at vi havde tabt, og det var ærgerligt. At klubben så valgte at gøre noget andet, synes jeg stadig, at den er i dens fulde ret til.

- Havde de spurgt mig, så havde jeg sagt, at jeg synes, at vi selv dummede os ved, at der var nogle fra vores hold, der havde godkendt det. Klubben valgte at nedlægge protest, og det synes jeg, at klubben er i berettigelse til, men hvis de vil forsøge at puste sig op til, at det bliver noget vildt i aften, så må de komme an.

- Hvis de ikke gider at høre spillernes og trænernes forklaringer, så byder vi dem op til dans i aften, siger Søren Pallesen til LigaBold.dk, der siger, at hans hold går hårdt mod hårdt, hvis Skjern forsøger at piske en stemning op til kampen. Han siger, at Varde-spillerne og trænerne ikke har gjort noget forkert.

Opgøret mellem Skjern GF og Varde IF fløjtes i gang tirsdag 29. juni klokken 19.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

19 kommentarer

Skriv kommentar
annonce

Mest læste

annonce
annonce
annonce