Når det regner på præsten, drypper det på degnen.
Alexander Lind er blevet solgt fra Silkeborg IF til Pisa for omkring 30 millioner kroner, og det kommer serieklubben Hørning IF til gode.
Den 22-årige angriber spillede ungdomsfodbold for Hørning IF mellem 2013 og 2016, inden han rykkede til Silkeborg, og derfor modtager klubben de såkaldte solidaritetspenge i forbindelse med handlen.
Det er i hvert fald forventningen hos formand i klubben John Bonne Nyholm, der endnu ikke er helt sikker på, hvor mange penge klubben modtager.
- Vi har sat DBU på sagen, så det er fortsat lidt usikkert. Vi hører om forskellige transfersummer, så det er svært at regne ud, men vi forventer at få omkring 200.000 kroner, lyder det fra den stolte formand.
- Vi er selvfølgelig rigtig stolte. Det er ikke noget, som vi har prøvet før, så det er rigtig stort for os. Børnene i klubben har en at se op til, og det er rigtig fedt for os. Det giver også tro på fremtiden, siger John Bonne Nyholm om handlen.
I Hørning har man lagt mærke til, at Simon Kjærs flotte karriere har givet godt i kassen i en anden klub. Derfor håber formanden på en lignende case.
- Vi håber, at det kan være springbrættet til noget mere som med Simon Kjær. Vi ved, at de i Lund IF henover årene har tjent over seks millioner kroner for alle hans transfers.
- Vi håber på en tilsvarende historie med Alexander Lind. Vi vil gerne kunne kigge tilbage om 10 år og se, at det virkelig har flyttet noget for vores klub. Så det er vores håb, hvis alt går vel i hans karriere, lyder det fra formanden.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Hvad skal pengene bruges på?
Hørning IF's bedst rangerede hold spiller serie 3, og i klubben er der flere forskellige ønsker til, hvad solidaritetspengene skal bruges på.
- Vi har haft bestyrelsesmøde, hvor vi har snakket lidt om det. Vi vil først gerne lige se pengene trille ind, men vi har planer om fx at bygge ny tribune, fordi vores er totalt faldefærdig.
- Vi vil også gerne have nyt klubhus, for det har stået på vores ønskeliste længe, selv om man selvfølgelig skal bruge mere end 200.000 kroner til det.
- Vi har lige haft 100 spillere på tur til Holland, og det vil vi også gerne kunne næste år. Så der er flere spændende projekter, som vi godt kunne tænke os at bruge pengene på, fortæller John Bonne Nyholm.
Solidaritetspengene er en procentsats af transfersummen, der bliver udbetalt, hver gang en spiller skifter klub. Fra spilleren er 12 til 15 år, får den respektive klub 0,25 procent af transfersummen for hvert år, spilleren har været i klubben.
Når spilleren fylder 16 år, stiger procentsatsen til 0,5 procent for hvert år, der går, indtil spilleren fylder 23.
Lind har også spillet ungdomsfodbold i HIK 81. Angriberen nåede i alt at score 21 mål i 91 kampe for Silkeborg.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Silkeborg IF
Pisa
3F Superliga


































