2022-08-01 12:50:01

Serieklub opruster stort: Henter Mikkel Nøhr

Den tidligere divisionsprofil Mikkel Nøhr siger til bold.dk, at han fremover skal hjælpe Herstedøster IC i Danmarksserien. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

31-årige Mikkel Nøhr kan skrive et hav af divisionskampe på CV’et for Hvidovre IF, Brønshøj og FC Roskilde, men nu skal den erfarne midtbanespiller gøre sig på et noget lavere niveau. 

Den tidligere divisionsprofil siger nemlig til bold.dk, at han fremover skal tørne ud for Herstedøster IC i Danmarksserien.

Nøhr har været hårdt plaget af skader, og det har været svært for ham, men midtbanespilleren har fundet glæden i Danmarksserie-klubben, hvor hans far Jan Christensen er træner.

- Det seneste halvandet års tid har været lidt turbulent i forhold til rigtig mange skader, og jeg har skiftet arbejde, så jeg er blevet tømrer. Arbejdstiderne kunne ikke passe ind i Hvidovre, og det er blevet lidt for hårdt for mig at spille divisionsbold, når jeg har så skrøbelig en krop. 

- Da jeg ikke kunne komme med på træningslejr med Roskilde, trænede jeg med ude i Herstedøster. For mig betyder det rigtig meget, at klubånden er rigtig fin. Det er den derude, og jeg føler mig hjemme, siger Mikkel Nøhr til bold.dk. 

Midtbanespilleren fortæller, at han ellers havde indstillet sig på at stoppe karrieren, men faren overtalte Nøhr til at tage en tørn for Danmarksserie-holdet. 

- Da jeg tog på ferie, skulle jeg lige tænke over nogle ting, og så blev Roskilde og jeg enige om at ophæve kontrakten, og der var jeg egentlig 100 procent indstillet på, at jeg ville stoppe til fodbold. Jeg havde ikke rigtig kunnet finde glæden i det ved at være skadet hele tiden. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Så ringede min far og sagde: ’Har du set rækkeinddelingen?’, og jeg svarede nej. Jeg kunne så godt se, at det ville blive lidt svært for dem, og så spurgte han mig, om jeg ville træne med, så jeg måske kunne få lysten igen, hvis det fungerede. Det ville jeg gerne. 

- Jeg valgte også dette, da jeg ikke ville kommitte mig til det, hvis jeg nu blev skadet igen. Det skulle være et sted, hvor man føler sig hjemme. Hvis man fik en skade, så skulle man stadig føle, at det var hyggeligt at være der. Jeg skulle bare træne med til at starte med, og jeg fandt hurtigt ud af, at det var meget sjovt, så det blev til en indmeldelse. Så skulle jeg lige betale kontingent. Det tror jeg ikke, at jeg har prøvet i 15-16 år. Det var meget sjovt. 

Det store mål for Herstedøster IC er at overleve i Danmarksserie-rækken, men han synes, at det er et fint niveau i truppen. 

- Det bærer præg af, at der er mange spillere, som ikke har prøvet så meget, så de har en rigtig stor iver for at lære, og det, synes jeg, er rigtig fedt. Der er en god træningsmentalitet. 

Kommunikerer mest med assistenten 

Nøhr har været med i to træningskampe for Herstedøster, men han er ikke på 100 procent endnu.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg fik en fiber tilbage i april for Roskilde mod VSK Aarhus, og den har drillet mig rigtig meget og holdt mig ude i længere tid, end hvad jeg havde regnet med. I de første to træningskampe har jeg kun spillet 45 minutter og 55 minutter, så assistenttræneren er rigtig god til at sige, at jeg skal stoppe, så jeg ikke overbelaster det. 

- Jeg kommunikerer mest med assistenttræneren, da min far og jeg godt kan blive lidt uenige, så det er mest assistenttræneren, som jeg kommunikerer med om det. 

Hvordan bliver det at have din far som træner?

- Jeg har prøvet det før, da jeg var 19 år, hvor jeg havde ham i Avedøre. Nu er jeg blevet ældre, så det tænker jeg ikke over. Det var værre, da jeg var 19 år og havde et voldsomt temperament. Der kunne det godt gå lidt galt en gang imellem, men nu er det bare en træner som alle andre, når jeg går på banen. 

Nøhr mener, at han kan komme med en masse rutine, der kan gavne serieklubben.

- Det er en flok mænd, der har spillet sammen i mange år, men der er ingen, der har været i andre klubber og er blevet skolet andre steder. Der er nogle ting, hvor jeg kan bidrage med at sige: ’Prøv at stille dig herhen, så dækker du to mand i stedet for én’. 

- Det er nogle basale ting, hvor man kan lære fra sig. Det er også en af grundene til, at de gerne vil have mig derud, da jeg kan noget andet. Vi har spillet to træningskampe, og det har været okay, siger Mikkel Nøhr til bold.dk. 

31-årige Mikkel Nøhr kan få debut for Herstedøster IC i Danmarksserien mod Tårnby FF 7. august. 

Herstedøster er endt i pulje med B 1908, Brønshøj, Greve, GVI, Gørslev IF, Holbæk B&I, Karlslunde IF, Roskilde KFUM og Tårnby FF.

3 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Mest læste

annonce
annonce

Seneste nyheder

annonce
0