




England skulle lørdag aften forsøge at genvinde trofæet, da Tyskland ventede i finalen ved U21-EM.
De to mandskaber kendte hinanden på forhånd, for de to nationer mødte hinanden i gruppespillet, hvor Tyskland vandt 2-1. Derfor var England på jagt efter revanche.
Englænderne fik en flyvende start på opgøret, så det lignede en tidlig afgørelse af finalen.
Allerede fem minutter inde samlede Harvey Elliott en løs bold op i tyskernes felt, og så sparkede han England foran 1-0.
Mindre end en halv time inde fordoblede Omari Hutchinson, da han fik serveret bolden i feltet og bragede kuglen i nettet til 2-0.
Artiklen fortsætter efter billedet

Tyskland var blevet udspillet, men i første halvlegs tillægstid reducerede Nelson Weiper med et perfekt og hårdt hovedstød. Dermed gik de to nationer til pause med 2-1 til England.
Tyskland kom stærkt ud til anden halvleg, og en time inde kom den forløsende udligning, da Paul Nebel samlede et hjørnespark op og bankede bolden i det lange hjørne.
Dybt inde i tillægstiden var Nebel ved at blive den store helt, men Mainz-spilleren så sin afslutning tage overliggeren
Forlænget spilletid
Der faldt ikke en afgørelse, og derfor skulle finalen i forlænget spilletid.
England benyttede den korte pause til at sætte Jonathan Rowe på banen, og det skulle hurtigt vise sig at være en fremragende beslutning.
Mindre end halvandet minut inde i den forlængede spilletid dukkede Rowe op ved bagerste stolpe og headede bolden i nettet til 3-2 for England.

Foto: Tomas Benedikovic/AFP/Ritzau Scanpix
Føringsmålet fik naturligvis England til at stille sig længere tilbage i et forsøg på at forsvare resultatet.
Tyskland pressede på for en udligning, og i tillægstiden af den forlængede spilletid ramte Tyskland atter overliggeren. Det lykkedes aldrig at finde vej til endnu et mål.
3-2-sejren betyder, at England dermed genvinder U21-EM efter 1-0-sejren over Spanien i 2023.

EM U21
Tyskland U21
England U21

































