Forholdet mellem Pione Sisto og FCM er kuldsejlet i løbet af den seneste uge.
Det oplyser offensivspillerens agent og bror Angelo Sisto til bold.dk.
I sidste uge roste Claus Steinlein ellers Pione Sisto for hans tilgang i preseason. Det skete i et interview med Discovery+.
FCM-direktøren fremhævede blandt andet, at Sisto havde smadret bip-testen og generelt vist lovende takter.
Derfor kom det som noget af en bombe, da FCM onsdag meldte ud, at 27-årige Sisto ikke længere var en del af planerne for Superliga-holdet.
Meldingen faldt i kølvandet på Sisto-lejrens udmelding om, at tilliden til FCM var forsvundet.
Og ifølge Angelo Sisto, der er Pione Sistos agent, er bruddet sket i løbet af den seneste uge.
Agenten fortæller nemlig til bold.dk, at Sisto og FCM var på bølgelængde, da Claus Steinlein spåede offensivspilleren en stor sæson i sidste uge.
- På det tidspunkt Claus Steinlein udtaler, at det bliver Piones sæson, er vi på bølgelængde med FCM, og Pione er opsat på at gøre det rigtig godt.
- Vi havde en god snak med ham (Claus Steinlein, red.), hvor vi lagde alt til side, der er sket førhen og i stedet kiggede fremad med fokus på at performe og komme tilbage til toppen.
Men hvad er det så, der er sket indenfor den sidste uge, siden tilliden nu er væk?
- Piones ambition er, at han gerne vil på landsholdet, for han savner at være med, og han savner fansene. Vejen dertil er, at han får spilletid, og vejen dertil er, at han performer og spiller godt.
- Men beslutningerne, som er blevet taget henad vejen i løbet af de træningskampe, der har været, har ikke stemt overens med de mål, som Pione har med hensyn til spilletid.
- Og heller ikke i forhold til den ambition, vi troede, der var ud fra Claus Steinleins udtalelser.
Hvad er det, der er sket i løbet af træningskampene?
- Jamen det handler om spilletid, for det er det, som Pione har fokus på.
Betyder det, at han har et indtryk af, at han ikke ville være i startopstillingen på fredag, hvor FCM tager hul på Superligaen?
- Det kan jeg ikke kommentere på, for det er mere trænerens beslutning i forhold til, hvad der skal ske der.
Jeg kan forstå, at der var en møde mellem dig og klubben i går. Er det efter det møde, at tilliden endegyldigt er forsvundet?
- Vi var ikke enige om de fremtidsudsigter, der er i forhold til Pione.
Indenfor den seneste uge har FCM hentet Anders Dreyer hjem. Har det noget med den forsvundne tillid at gøre?
- Det kan jeg ikke udtale mig om. Det er mere FC Midtjylland, der ved det.
FCM giver udtryk for, at de i sidste ende måtte inddrage dig, da det har været svært at kommunikere med Pione - og desuden også hans bagland, som du er en del af. Er det også dit indtryk?
- Nej, det er ikke mit indtryk. Det, der har været meget uheldigt, er, at det er jo i princippet er en træner/spiller-situation, som burde have været løst i klubben, men da de ligesom ikke kunne finde ud af det, så havnede det på mit bord.
Er det muligt at få lov til at tale med Pione om det her?
- Det er ikke muligt lige i øjeblikket.
Kan du sige noget om, hvordan han har det med det hele?
- Han ærgrer sig over situationen. Det er trist, fordi det er hverken godt for ham selv eller for klubben. Nu var han jo netop klar til at bidrage med et helt andet mindset og ambitionsniveau.
Har I lavet nogen form for aftaler med FCM om, hvad det næste skridt er?
- Sagen er, at det er en usund situation for Pione og FC Midtjylland. FCM får efter min mening ikke noget ud af den beslutning, de har truffet, og det gør Pione heller ikke. Det er der, vi står.
Men som agent for Pione Sisto skal du vel arbejde for at finde en løsning?
- Ja. Vi er på det stadie, hvor jeg skal kigge på de forskellige scenarier. Vi er stadigvæk ved at evaluere situationen, for det kommer bag på mig, at vi er nået dertil, hvor vi er.
Hvad vil I have, at FCM skal gøre for at genoprette tilliden?
- Det kan jeg ikke kommentere på. Vi har været meget tydelige og klare på mødet over for FCM, og så er det op til dem, hvad der skal ske, lyder det fra Angelo Sisto.
Pione Sisto er i første omgang blevet sat til at træne med U19-holdet i FC Midtjylland.
Offensivspilleren har kontrakt på heden frem til sommeren 2024.
bold.dk har rettet henvendelse til FCM for en kommentar til sagen, men det har ikke været muligt at få.
Klubben oplyser, at de først vil udtale sig om sagen i forbindelse med fredagens kamp mod Randers FC.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC Midtjylland
3F Superliga




































