


Inter fik en ridse i lakken i mandags, hvor Empoli overrumplede Nerazzurri og vandt på Giuseppe Meazza.
Der var derfor hårdt brug for alle tre point i lørdagens affære mod Cremonese. Et andet udfald end Inter-sejr ville da også overraske, da Cremonese ikke har vundet i sæsonens første 19 kampe.
Men de kom godt på vej i dagens opgør, for efter 11 minutter tog de overraskende føringen trods en Inter-domineret start.
David Okereke fik plads til at skyde uden for feltet, og den chance greb han med begge hænder. Han bragede bolden op i målhjørnet via overliggeren og bragte Cremonese i front.
Cremonese var kun kortvarigt i drømmeland, for Lisandro Martinez gav svar på tiltale ti minutter senere og udlignede på en ripost.
Edin Dzeko misbrugte en stor chance på Marco Carnesecchi i målet kort efter, og Inter havde generelt flere flotte tilbud til at tage føringen.
De måtte vente til 20 minutter inde i anden halvleg på at få bolden i kassen for anden gang.
Dzeko fandt Martinez i en lomme i Cremonese-forsvaret. Argentineren var resolut på aftrækkeren, og via en afretning strøg læderet i mål til 2-1 uden chance for Carnesecchi.
Så var der ikke længere den store udsigt til sæsonens første trepointer for Cremonese, men de jagtede det ene.
Cyril Dessers fik en chance i boksen, men det tidligere FCK-emne havde kun skarphed til at ramme sidenettet i situationen.
Inter holdt ud og fik en 2-1-sejr over Serie A’s ultimative bundhold. De springer op på andenpladsen, men er fortsat milevidt efter Napoli.


Inter
Cremonese
Serie A
























