1. Division -Skive-chef: Testspillere ser spændende ud
Foto: Jan Sand
2018-01-09 09:00:01
Foto: Jan Sand

Skive-chef: Testspillere ser spændende ud

Skive IK-sportschef Rasmus Brandhof glæder sig til at se nærmere på Onur Albayrak og Aleksandar Stankovic, som i denne uge prøvetræner i klubben.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Skive IK har i denne uge flere testspillere med på træningsbanen i det midtjyske. På kassen har man hentet Aleksandar Stankovic fra Odder ind, mens man på kanten giver Onur Albayrak chancen for at vise sig frem.

Aleksandar Stankovic fik i sommer sin kontrakt i FC Fredericia ophævet efter lidt ballade på de indre linjer. Men i Skive tænker sportschef Rasmus Brandhof ikke over den disciplinære sag.

- Jeg har været klar over det, men det er ikke noget, jeg har haft med i overvejelserne. Det ligger noget tid tilbage, og han kan jo ikke gå med det stempel på sig i resten af karrieren, hvis han måske har lavet en fejl - hvilket jeg i øvrigt ikke ved, om han har, siger Brandhof til bold.dk.

Derimod glæder han sig til at se nærmere på keeperen.

- Aleksandar er en keeper, som har stået flere forskellige steder, og jeg har også tidligere haft kig på ham. Jeg synes, han ser spændende ud. Det er dog længe siden, jeg har set ham i kamp, så derfor vil vi lige se ham an, siger Brandhof.

Onur Albayrak har senest været i Hobro IK, hvor han fik sin kontrakt ophævet midt i december. 

- Det er en spændende mand. Han har et ufattelig godt venstreben og kan spille både som kant og back. Han er teknisk god, sparker godt og lægger nogle gode indlæg, siger Brandhof.

- Vi har sagt farvel til både Oliver I. Pedersen og Andreas Kock, som har dækket kantpladser, og derfor er det naturligt, at vi kigger på nogle folk til de pladser. Jeg synes, Onur ser så spændende ud, at han i hvert fald skal ses nærmere an, siger Rasmus Brandhof.

Egentlig skulle skibonitterne også have haft besøg af Marcus Sloth fra VSK Aarhus, men han er blevet skadet, og Brandhof tør ikke spå om, hvorvidt han bliver klar til at komme på prøve i Skive.

- Vi ser det lige an. Han skal lige komme over skaden, og så må vi se senere hen. Men Marcus er jo en arbejdsmand. Han er ikke den store boldspillende 10'er, men arbejder hårdt og ved, hvor han skal være på banen.

- Jeg synes, han ligner en fin sekser. Han har en god fysik og er løbestærk. Vi må se, hvad der kommer til at ske, siger Rasmus Brandhof.

Klubben har i disse dage også besøg af ghanesiske Dennis Essien.

Skive står foran et forår, hvor klubben skal kæmpe for overlevelse i 1. division. Der er inden sæsonstart ni point til overlevelse.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce