Det går stærkt i Skive.
Tidligere fredag skrev klubben, at de havde forlænget med den 20-årige forsvarsspiller Andreas Pisani, og nu har endnu en af klubbens spillere sat sin underskrift på en kontraktforlængelse.
Denne gang er det den 19-årige angriber Martin Huldahl, der har forlænget sin aftale til sommeren 2025.
- Det er ingen hemmelighed, at Huldahl kæmpede lidt med det i forhold til fast spilletid i dele af efterårssæsonen. Mod slutningen af 2023 bragte han sig selv på banen med stenhårdt arbejde for at vinde en startplads på holdet, og har siden både bidt sig fast og bidraget til holdets udvikling ved også at være kampafgørende i en række kampe.
- Derfor har det også været helt naturligt at se ind i en forlængelse. Det er velfortjent, når der knokles for at forbedre sig med en ambitiøs tilgang. Selvfølgelig med formålet om fortsat at bidrage med hårdt arbejde, troen på holdet og ikke mindst troen på sig selv. Derfor ser vi glædeligt frem til at fastholde Huldahl i vores omgivelser i Skive IK, udtaler Sportschef Michael Larsen til klubbens Facebook-side.
Martin Huldahl har tidligere spillet for Viborg, hvor han fik en enkelt kamp på førsteholdet.

Skive IK
CampoBet 2. division


































