Sydbank Pokalen -Skive-profil: Perfekt lodtrækning med Brøndby
2015-10-30 12:28:02
Foto: Jesper Poulsen / bold.dk

Skive-profil: Perfekt lodtrækning med Brøndby

Jesper Nielsen kalder det en perfekt lodtrækning, at Skive skal møde Brøndby i DBU Pokalens kvartfinale. Han tror på, at 1. divisionsklubben kan spille sig videre i turneringen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Skive er klar til forårets kvartfinaler i DBU Pokalen, efter at de slog Viborg ud tidligere på ugen.

Torsdag blev der så trukket lod til kvartfinalerne, hvor Brøndby kom op ad hatten, og det er en perfekt lodtrækning for Skive, mener holdets forsvarsprofil Jesper Nielsen.

- Det er en interessant lodtrækning for os. Jeg vil faktisk kalde det en ønskelodtrækning. Vi ville gerne have et af de store Superliga-hold, og det er Brøndby jo bestemt, så det er helt perfekt.

- Det bliver en stor oplevelse, hvor der forhåbenligt kommer mange mennesker på lægterne, så det skal nok blive rigtig sjovt, siger Nielsen til bold.dk.

Nielsen slår fast, at selvom Brøndby-kampen bliver en stor oplevelse, så tror han på chancerne for, at Skive kan levere overraskelsen.

- Vi lægger os overhovedet ikke ned. Vi så torsdag, at de havde problemer mod HB Køge, så hvis vi spiller op til vores bedste, så kan vi godt slå dem.

- Vi har jo ikke varme i banen, så det kan godt blive en lidt knoldet bane. Det er nok en fordel for os, så Brøndby ikke kan spille deres polerede fodbold på en knoldet mark i Jylland, siger Jesper Nielsen.

Skive-profilen glæder sig til kampen, som han spår giver ekstra motivation i klubben igennem den lange opstart i vinterpausen.

- Opstarten bliver helt klart sjovere nu, hvor man har sådan en gulerod hængende foran sig. Det er en kamp, som vi glæder os meget til, siger Nielsen,

Kvartfinalerne skal afvikles enten 1. 2. eller 3. marts 2016.

soren@bold.dk

Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce