Magnus Jensen har været stensikker fast mand i Skive IK's forsvar i denne sæson, men det bliver ikke tilfældet i foråret – han skifter nemlig til AC Horsens.
Det meddeler begge klubber mandag formiddag. Den unge mand har fået en fireårig kontrakt i det østjyske.
- Vi er meget kede af at miste Magnus, men vi er samtidig utrolig stolte over igen at have udviklet en spiller, som er blevet så interessant for en anden klub, at vi har kunnet tjene penge på ham, siger Skive-sportschef Rasmus Brandhof i en pressemeddelelse.
- Magnus har været en stor profil for os gennem det seneste halvandet år, og der har været stor interesse for ham. Det er først og fremmest Magnus' fortjeneste, at han er nået hertil. Han har været dedikeret i sit arbejde, og samtidig er han en helt fantastisk fyr, som vi kommer til at savne.
- Det er lykkes os med Magnus at udvikle en spiller fra et talent til en superligaspiller, hvilket gør os stolte, og det beviser, at vores setup er rigtig godt for unge talenter at udvikle sig i. Det er nu femte gang inden for de sidste to og et halvt år, at vi sælger en spiller til en højere rangerende klub, siger Brandhof.
Magnus Jensen har tidligere spillet i Viborg FF.


AC Horsens
Skive IK
3F Superliga
Betinia Liga































