




Skive og HB Køge bragede søndag sammen i 1. division, og selvom begge hold på forhånd havde sikret overlevelse, var der stadig placeringer at spille for - og en topscorer-titel at jagte for HB Køge-bomber Martin Koch Helsted.
Auri Skarbalius stillede med unge folk fra start i form af Marius Elvius, Casper Jørgensen, Victor Fiala, Mathias Høst og Oliver Sonne, ligesom rutinerede Stephan Petersen var tilbage på holdkortet.
Skive meddelte op til kampen, at cheftræner Thomas Røll forlader klubben efter sæsonen, da man ikke længere har råd til konstellationen med to cheftrænere, og det var derfor Rølls sidste hjemmekamp i denne omgang.
Den rutinerede gjorde forskellen
HB Køge gjorde flest tilnærmelser i første halvleg på Hancock Arena, blandt andet havde Liam Jordan et par skudforsøg, ligesom 17-årige Casper Jørgensen også var livlig fra sin position på midtbanen.
For Skive var det Sebastian Grønning og Sebastian Buch, der var giftige, men HB Køge-defensiven fik afværget de forsøg, der kom fra den kant.
Kort før pausefløjt bragte HB Køge i front, og det var takket være Stephan Petersen.
Midtbanespilleren, der netop har forlænget sin kontrakt, bankede bolden ind til 1-0 efter forarbejde af topscorer Martin Koch Helsted, og derfor var gæsterne foran ved pausen.
Vilde minutter i anden halvleg
Efter en forholdsvis rolig start på anden halvleg, kom der gang i løjerne efter 57 minutter.
En Skive-omstilling endte lidt tilfældigt for fødderne af Thomas Santos, der sendte bolden over stregen til 1-1.
Blot minutter efter lå bolden så nede i den anden ende af banen, for her gjorde unge Casper Jørgensen det til 2-1 til HB Køge.
Stephan Petersen sendte bolden frem til unge Jørgensen, der sparkede til bolden første gang, og skuddet gik i kassen til ny føring til gæsterne.
Skive vendte alt på hovedet
To vanvittige minutter udspillede sig også senere i opgøret, hvor Skive vendte 1-2 til 3-2.
Først stod tårnhøje Frederik Fisker klar i feltet til at pande en frisparksbold ind til 2-2, og minuttet efter fik HB Køge-målmand Kevin Ray Mendoza ikke fat i et indlæg, som skibonitternes topscorer Sebastian Grønning derfor nemt kunne sparke ind til 3-2 til Skive.
Målet tændte for alvor op under Skive, der kom frem til flere gode muligheder, blandt andet et langskud fra Sebastian Grønning, der gik over mål.
HB Køges Casper Jørgensen forsøgte sig fra kanten af feltet et par gange mod slutningen, men tættere på kom HB Køge ikke.
Det endte derfor med en 3-2-sejr til Skive i Thomas Rølls sidste hjemmekamp, og holdet rykker op som nummer fem. HB Køge dumper ned som nummer ni.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

HB Køge
Skive IK
Betinia Liga
































