Hobro havde mandag besøg af flere testspillere, og blandt andre var Brabrands 18-årige angriber Anton Søjberg med.
Det har han været en del gange, og inden denne sæson var et permanent skifte på tale, skriver Stiften.
Brabrand havde nemlig accepteret et bud fra Hobro, som tilbød en toårig kontrakt til spilleren, men Søjbergs skolegang blev til sidst årsag til, at parterne ikke indgik en aftale, fortæller spillerens far Tom Søjberg, der er træner i Brabrand.
- Økonomien var på plads, men vi kunne kke blive enige om præmissen for en fuldtidskontrakt. Det drejer sig om hans skole, hvor det ville blive for svært at spille fodbold ved siden af med hensyn til fravær, siger Søjberg senior til Stiften.
Søjberg skal for fremtiden træne med i Hobro en enkelt gang om ugen, ligesom han også kan blive et aktiv i Hobros reservekamp frem mod jul.