


- På mange var det jo en lidt skør oplevelse.
Ordene kommer fra Kristian Bach Bak kort efter slutfløjt på Väre Areena, hvor FC Midtjylland torsdag aften gjorde arbejdet færdigt mod KuPS og bookede billet til ligafasen i Europa League for anden sæson i streg.
En erklæret ambition og mange millioner var på spil for midtjyderne, men det finske mandskab leverede slet ikke den slags indsats, hvor man undervejs sad med fornemmelsen af, at der reelt var tale om en særdeles vigtig playoffkamp på den europæiske scene.
Sådan havde sportschefen det også efter den samlede 6-0-sejr, selvom han ikke kunne holde smilet tilbage.
- Det var rart for en gangs skyld at kunne slappe lidt af i løbet af en kamp, hvor det handler om at indfri en af sæsonens helt store mål.
- Det er et mål for os at komme i et europæisk gruppespil hver sæson, så at vi kan stå her igen efter en lidt skør oplevelse på en sjov arena, det er dejligt, og det skal vi sætte pris på, siger Kristian Bach Bak til Bold.
Artiklen fortsætter efter billedet

Selvom FC Midtjylland skulle helt frem til starten af anden halvleg for at få hul på målbylden, var gæsterne i kontrol. Og betingelserne blev ikke sværere af, at KuPS fik et rødt kort efter 38 minutter.
- Vi var klart det bedste hold over 90 minutter. Det er ikke en selvfølge, at koncentrationen er så god, når man har vundet 4-0 i det første opgør og dominerer kampen fra start til slut, så det var jeg glad for at se. Det var budskabet inden kampen og igen i pausen, fortæller Thomas Thomasberg.
Unge Valdemar Byskov var en af de spillere, cheftræneren fremhævede efter 2-0-sejren, hvor Junior Brumado og Aral Simsir stod for scoringerne.
Den 20-årige midtbanespiller fordelte boldene fint, og nu glæder han sig til de modstandere, der venter inden længe.
- Det er altid fedt. Vi spillede nogle gode kampe sidste år europæisk, og jeg kan selv huske min egen kamp mod Eintracht Frankfurt, hvor jeg var meget involveret. Det er bare fede oplevelser, og et nyt tempo man skal tilpasse sig. Det er altid top, lyder det fra Byskov.
Hvilke hold FC Midtjylland kan se frem til at møde, finder vi ud af i løbet af fredagen, hvor der er lodtrækning.
Næste opgave for midtjyderne er søndagens Superliga-kamp på Brøndby Stadion.


FC Midtjylland
KuPS
EL-kval

































