


Niederkorn tog torsdag aften imod FC Midtjylland i de to holds returkamp i Conference League-kvalifikationen.
FCM vandt det første opgør, der blev spillet på MCH Arena, med 2-0, og dermed stod ulvene med de bedste kort på hånden i forhold til avancement.
Fra kampens første fløjt stod det dog klart, at hjemmeholdet på ingen måde havde opgivet håbet om at vende det svære udgangspunkt.
Skidt FCM-start
FCM kom under et tungt pres, der mundede ud i en 1-0-scoring til Niederkorn efter et kvarters spil. Det var angriberen Mayron de Almeida, der stod for føringsmålet.
Ulvene kom gradvist bedre med i kampen, men Thomas Thomasbergs tropper havde svært ved at kombinere sig frem til chancer.
Efter 42 minutters spil var Niederkorn tæt på at udbygge til 2-0, men forsvarsspilleren Hamadou Karamokos halvflugter tog overliggeren til stor lettelse hos ulvene.
Artiklen fortsætter efter billedet

I overtiden af første halvleg kom FCM frem til en stor mulighed - dog fik hverken Sory Kaba eller Cho Gue-sung ordentligt træf på bolden, og dermed løb chancen ud i sandet.
Midtjysk mavepuster
Syv minutter efter pausen fik midtjyderne sig noget af en mavepuster, idet Mayron de Almeida var på pletten med en ny scoring.
Denne gang til 2-0, hvilket betød, at der pludselig var lighed i den samlede stilling.
FCM pressede herefter på for at få reduceret. Det var tæt på at lykkes i det 63. minut, hvor forsvarsspilleren Juninho sneg sig frem i Niederkorn-feltet. Brasilianerens skud blev dog afværget af Eldin Latik, der fremførte en god redning.
Niederkorn blev presset mere og mere i bund, men skarpheden var en mangelvare hos FCM.
Kort før den ordinære spilletids slutning kom indskiftede Oliver Sørensen frem til en stor chance, men midtbanespilleren formåede heller ikke at overliste Latik i Niederkorn-målet.
Forlænget spilletid
Da dommeren fløjtede den ordinære spilletid af, var stillingen fortsat 2-0 til hjemmeholdet, og dermed gik opgøret videre i forlænget spilletid.
Her tog FCM atter teten, mens Niederkorn gjorde en dyd ud af at trække tiden, når muligheden bød sig.
Det gav et usammenhængende kampforløb uden specielt store chancer.
Oliver Sørensen have et skudforsøg efter 104 minutter spil, men det blev blokeret.
I det 111. minut diskede Jonas Lössl op med en vigtig redning, der blev starten på et særdeles lovende angreb for FCM.
Kort efter redningen stak den indskiftede offensivspiller Edward Chilufya nemlig af sted i en lovende kontra, der mundede ud i, at den lynhurtige zambier selv tog chancen og hakkede på kassen.
Chilufyas afslutning så i første omgang høj ud, men pludselig tog bolden et dyk og sejlede flot i kassen til stor, stor forløsning hos hele FCM-mandskabet.
FCM holdt herefter stand til slutningen af den forlængede spilletid, og dermed er holdet klar til tredje runde i Conference League-kvalifikationen efter en samlet 3-2-sejr over Niederkorn.

FC Midtjylland
FC Progres Niederkorn
Conference League
























