I sidste uge kom det frem, at Premier League overvejer at belønne de klubber, der har flest corona-vaccinerede spillere, da der er en hel del ikke-vaccinerede i engelsk fodbold.
Siden var Liverpool-manager Jürgen Klopp ude med en hård kritik, hvor han sammenlignede ikke-vaccinerede med spritbilister, og debatten ruller videre i
Storbritannien.
Én af dem, der har valgt ikke at blive vaccineret, er ireren Callum Robinson fra Championship-klubben West Bromwich.
Den 26-årige angriber blev smittet med corona i november sidste år og i sidste måned, hvilket har betydet, at han har glippet otte af de seneste 13 landskampe for Irland.
Selvom han har været smittet to gange, overvejer han dog ikke at blive vaccineret.
- Jeg er ikke blevet vaccineret, nej. Det er mit valg lige nu. Det er selvfølgelig irriterende, at jeg er blevet smittet to gange, men jeg er ikke blevet vaccineret, siger Robinson til Independent.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg kan ændre mening i fremtiden, men lige nu vil jeg ikke vaccineres. Jeg ved godt, der er managere og folk, der vil have, at man skal gøre det, de mener, er rigtigt.
- Men alle har et valg og et ønske, og jeg mener ikke, man kan tvinge folk til at gøre det. Det er dit valg og din krop.
Den irske landstræner, Stephen Kenny, har allerede haft sine problemer med mandefald i truppen på grund af coronavirus, og han ville da også håbe, at alle tog imod vaccinen.
- Jeg er selv færdigvaccineret. Selvfølgelig ville vi ideelt gerne have, at alle... Jeg stoler på de videnskabelige eksperter, og de anbefaler, at man får den. Det giver et mere sikkert miljø for alle.
- Men vi er ikke i en position, hvor vi kan insistere på, at folk får den. Vi må respektere individernes rettigheder også. Og det må vi bare leve med, siger Stephen Kenny til Independent.
Irland møder lørdag Aserbajdsjan i VM-kvalifikationen, inden Qatar venter på tirsdag.


West Bromwich
Championship
VM
Irland


































