SønderjyskE vinker til sommer farvel til Mikael Uhre, som skifter til Brøndby, men sønderjyderne har allerede nu erstatningen klar.
Valget er faldet på den 28-årige hollænder Mart Lieder, som senest har spillet i den næstbedste hollandske række hos FC Eindhoven. Han har underskrevet en toårig kontrakt.
Lieder har kontraktudløb i sin hollandske klub, og han skifter dermed på en fri transfer.
Mart Lieder har været brandvarm i denne sæson, hvor han har scoret 30 mål i 31 ligakampe, og sportschef Hans Jørgen Haysen tror da også på, at han har ramt plet.
- Mart Lieder er virkelig en 'goal-getter', som er god både som boksspiller men også i de dybe løb. Med et gennemsnit på ét mål pr. kamp over en hel sæson, så kender man altså vejen til netmaskerne, siger Haysen til klubbens hjemmeside.
- Vi har fulgt ham over et stykke tid, hvor vi har set ham live i Holland og så selvfølgelig også en masse video.
- Mart Lieder har en fin fysik og god timing og snuhed i sine løb, og det bliver noget af en opgave at tøjle for modstandernes forsvar. Han havde tilbud fra andre klubber og lande; men heldigvis blev vi enige om, at hans næste klub bliver SønderjyskE.
- Mart Lieder bliver et godt supplement til vores angrebsformationer og en spiller, som vi forventer os meget af, siger Hans Jørgen Haysen.
Mart Lieder har tidligere i karrieren spillet 56 kampe i Æresdivisionen. De kampe fik han i klubber som Vitesse, Walwijk og Dordrecht.


Sønderjyske
FC Eindhoven
3F Superliga
Eerste Divisie





















