Det var en offentlig hemmelighed, at nuværende AaB-træner Søren Kusk skulle være ny træner for den sønderjyske klub, og i dag blev han så officielt præsenteret.
- At få en kontrakt med Søren Kusk her og nu kan nærmest sammenlignes med at få en julegave før tiden - og vi har på fornemmelsen at det bliver en julegave med stor nytteværdi i fremtiden, udtalte fungerende formand for Sønderjysk Elitesport A/S Hans-Otto Wildfang.
Samtidig kunne klubben og præsentere den tidligere FCM- og Kolding FC-spiller Kenneth From som forstærkning til forårssæsonen. Kenneth From nåede kun at spille i et halvt år i Kolding, inden han for en uge siden meddelte, at han stoppede. Dengang sagde han, at han ikke havde besluttet, om han ville fortsætte karrieren, men nu har han altså bestemt sig for at fortsætte i 1. division.
Både Søren Kusk og Kenneth From har skrevet under på to-årige kontrakter, og de starter i klubben den 1. januar.

































