


OB har ikke vundet en 3F Superliga-kamp mod FC København i Parken siden august 2003. Det skulle fynboerne forsøge at ændre på i aftenens kamp, som var den sidste inden Superligaen går på vinterpause.
FC København mødte op til kampen i fin form. De regerende mestre havde således hentet 15 point ud af 18 mulige i de seneste seks Superliga-kampe, og det var væsentligt bedre end OB, som var uden sejr i fire kampe.
Det var imidlertid OB, som kom bedst fra start i aftenens kamp.
Der var ikke spillet mere end syv minutter, før bolden på overraskende vis fandt vej til FCK-målet. Viktor Fischer tog en dribletur i eget felt, men det skulle han ikke have gjort.
Mathias Greve erobrede bolden, og han sendte den straks videre til Anders K. Jacobsen, som elegant chippede bolden over Karl-Johan Johnsson i FCK-målet.
Så var OB foran med 1-0, og det fik gæsterne til at spille mere afventende. Fynboerne overlod initiativet til FCK, som straks tog teten.
Hjemmeholdet havde bolden mest, men københavnerne havde en anelse svært ved at spille sig frem til de helt store chancer.
Først kort før pausen var FCK for alvor tæt på at score, da Rasmus Falk skød på stolpen. Det lykkedes dog ikke at reducere, og derfor var OB stadig foran med 1-0, da de to hold gik til pause.
I anden halvleg stod der FCK på det hele. Hjemmeholdet dominerede fuldstændig, og efter lidt over en times spil var de tæt på at udligne.
Guilermo Varela fandt sin holdkammerat Michael Santos i feltet, men OB-keeper Oliver Christensen fik dirigeret skuddet til hjørne med en fin redning.
Med ti minutter igen havde FCK endnu ikke udlignet, og det fik cheftræner Ståle Solbakken til at smide Pieros Sotiriou på banen.
For tre uger siden blev Sotiriou sendt på banen i en lignende situation, da FCK var bagud med 1-0 mod Hobro.
Dengang scorede Sotiriou i det 82. og 83. minut, og så vandt FCK med 2-1.
Det er muligt, at Ståle Solbakken og FCK-fansene håbede på det samme i aftenens kamp, men at det rent faktisk skete, var lidt af en overraskelse.
Tre minutter efter indskiftningen af Sotiriou blev FCK tilkendt et straffespark, da dommeren vurderede at Oliver Lund havde nedlagt Michael Santos med sin albue.
Pieros Sotiriou sparkede sikkert straffesparket i mål, og minuttet efter fuldendte cyprioten comebacket.
Pierre Bengtsson svingede et indlæg ind i feltet, og her steg Sotiriou til vejrs og stangede bolden i mål. 2-1 til FCK, som dermed næsten havde genskabt comebacket mod Hobro fra spillerunde 16.
Et slukøret OB-mandskab forsøgte at finde en udligning i slutfasen, men FC København havde ikke de store problemer med at hive sejren i land.
Kampen endte derfor 2-1 til FCK, som overvintrer på andenpladsen i 3F Superligaen, fire point efter førerholdet FC Midtjylland.



FC København
OB
3F Superliga



































