Da FC Nordsjælland mandag aften tog imod FC Midtjylland, var den norske landstræner, Ståle Solbakken, på plads i Farum.
Her skulle han blandt andet se den kun 16-årige Andreas Schjelderup an, men den tidligere FC København-træner afviser, at Schjelderup allerede nu er klar til A-landsholdet.
Det svarede Solbakken overfor TV2 i Norge, der spurgte ind til, om Schjelderup kunne blive aktuel i Norges kommende træningskampe.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Nej, det er meget tvivlsomt. Der er han ikke aktuel nu. Så skal han være virkelig, virkelig god i dag. Vi arbejder sammen i det norske fodboldforbund, og der er nogle aldersbestemte landshold, så for Andreas må det første mål vel være at tage skridtet op til U21-landsholdet, sagde han og fortsatte:
- Men Andreas har haft en fantastisk udvikling. Han spiller på et hold, som har rigtig mange unge, spændende spillere, som spiller meget bekymringsfrit.
Schjelderup kom til FCN fra norske Bodø/Glimt i sommer, og han har spillet 12 kampe, lavet tre mål og stået for tre oplæg.