




FC København spillede mandag den første træningskamp på holdets træningslejr i Dubai. Mødet med russiske Zenit ønskes dog nok hurtigst muligt glemt, efter at det endte med et nederlag på hele 5-0.
Flere af målene kom efter store fejl i defensiven, og det irriterede FCK-træner Ståle Solbakken, der ellers var fint tilfreds med spillet med bolden.
- Især første halvleg var speciel, for der spillede vi gangske godt, men alligevel kom vi bagud 3-0 på tre chancer. Jeg synes, at vi var gode med bolde, men vi var alt for sløve i defensiven. Selvom Zenit er et godt hold, så gør vi det for let for dem, siger han til bold.dk.
- Med bolden var det rigtig godt, selvom vi ikke var effektive nok. Det ser idiotisk ud, at vi taber 5-0. Det var unødvendige mål, for vi skal ikke lade dem få returbolde eller falde som bagerste mand.
- Ved det første mål rammer de stolpen, men de for lov at få to returbolde, hvor vores forsvarere ikke får clearet inden de får scoret. Ved det andet mål var våde Vavro og Lüftner lokket væk fra deres positioner, mens det tredje var på grund af en tilfældighed, da Lüftner væltede.
FC København havde trods nederlaget kampen igennem størstedelen af boldbesiddelsen, og trods fine spillemæssige takter savnede Solbakken den sidste offensive kvalitet.
- Jeg sagde til drengene efter kampen, at vi så komfortable ud med bolden, hvor spillet gik hurtigt, og hvor vi havde mange gode ideer. Jeg synes, at Robert Skov så fornuftig ud, og Rasmus falk så god ud, selvom han kun skulle spille de første 45 minutter.
-Vi havde en god dynamik på holdet, men rent offensivt mangler vi stadig det sidste killer-instinkt foran mål, siger han.
FC København har forsat en god uges tid tilbage af træningslejren i Dubai, og her håber FCK-træneren på at få arbejdet med de personlige fejl i defensiven, som også har været et stort problem i efteråret.
- Vores største problem, der skal rettes op på, er antallet af personlige fejl. Mod Zenit lavede vi tre store individuelle fejl, og så hjælper det ikke så meget, at man spiller godt med bolden. Det er børnesygdomme, og dem skal vi have fokus på at få elimineret.
- Det er dét, som vi allerede har haft fokus på her på træningslejren, og vi kommer ikke til at have mindre fokus på det efter denne her kamp.
FC København spiller yderligere to træningskampe i Dubai, hvor modstanderen torsdag er kinesiske Guangzhou Evergrande, mens ukrainske Shakhtar Donetsk venter tirsdag den 30. Januar.


FC København
Træningskampe































