Viborg FF tager søndag eftermiddag hul på den nye sæson i 1. division med en hjemmekamp mod Nykøbing FC.
I den forgangne sæson missede viborgenserne oprykning til Superligaen, men det skal der laves om på i den nye sæson, hvis det står til sidste sæsons topscorer for de grønne, Andreas Albers.
- Min forventning er helt klart, at vi skal rykke op, og jeg mener personligt, at vi har holdet til at vinde 1. division, siger Albers til bold.dk og uddyber.
- Jeg er opmærksom på, at der er mange andre dygtige hold, og 1. division er måske stærkere end nogensinde før, men det føler vi også, at vi er. Vi har lagt på og haft en fantastisk opstart, så vi føler os rustede til, at 1. division måske er blevet lidt stærkere.
Mulig mental fordel til Viborg
I den forgangne sæson rykkede hele tre Superliga-mandskaber ned i 1. division i form af Silkeborg, Lyngby og FC Helsingør, og Albers tror, at det faktum måske kan give Viborg en mental fordel.
- Et eller andet sted kan det godt blive en mental fordel til os, at der er kommet tre Superliga-hold ned, siger Albers og uddyber.
- Fra min egen tid i Silkeborg ved jeg, at en nedrykningskamp tærer hårdt på spillerne mentalt, så det kan være, at det kan give os en fordel i starten, men på den anden side, så må man gå ud fra, at Superliga-holdene har lidt mere tempo i benene.
- 1. division er meget stærk, og der er ikke stor forskel på bunden af Superligaen og toppen af 1. division, så hvis vi ser en stor forskel på holdene, så kan jeg forestille mig, at det handler om noget mentalt, siger VFF-bomberen.
Vægter holdet over personlig succes
Andreas Albers blev Viborg-topscorer i sidste sæson, da han noterede sig for 17 sæsontræffere, men angriberen slår fast, at holdets succes altid vil vægte tungere end egen personlig succes.
- Holdet kommer altid i første række, og mine egne personlige mål kan jeg være totalt ligeglad med, så længe vi opfylder vores mål som hold, siger Andreas Albers.
- Jeg vil gøre alt for at hjælpe klubben med at sikre oprykning, og det gør jeg selvfølgelig ved at score nogle mål.
- Jeg blev desværre ikke topscorer sidste år, så mit personlige mål er at slutte højt oppe på topscorerlisten igen i år.
Albers' 17 sæsontræffere i sidste sæson gav ham en delt andenplads på topscorerlisten i 1. division. Førstepladsen tog Esbjergs Anders Dreyer sig af med sine 18 scoringer.
bold@bold.dk


Viborg FF
Betinia Liga





















