








Det lykkedes ikke med Brøndby, men nu forsøger Niels Frederiksen igen at komme i Champions League.
Første skridt blev taget med maner tirsdag aften, hvor Lech Poznan smadrede Breidablik med hele 7-1 i anden kvalifikationsrunde.
På onsdag gælder det returkampen på Island, og derimellem har Lech Poznan planlagt en ligakamp mod Lechia Gdansk lørdag.
I Polen har klubberne en særlig mulighed for at søge om at få en ligakamp udsat, så de kan prioritere de europæiske opgaver, og derfor kunne Niels Frederiksen og co. altså få weekenden fri før returkampen mod Breidablik.
Men på pressemødet tirsdag aften fortalte den danske cheftræner, at kampen på lørdag spilles som planlagt trods et par skadesproblemer.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg vil gerne starte med at undskylde for, at jeg er sent på den. Der var en masse beslutninger, der skulle træffes, og vi er lidt under tidspres, så selvfølgelig forsøger vi at optimere alt.
- Ja, vi spiller mod Lechia om nogle dage og gemmer muligheden for at udsætte en kamp til Q3. Det er min beslutning, fortæller Niels Frederiksen på pressemødet.
Medmindre Breidablik leverer et sandt mirakel i returkampen, skal Lech Poznan møde vinderen af Røde Stjerne og Lincoln Red Imps i tredje kvalifikationsrunde til Champions League.
For et år siden fik de daværende mestre fra Jagiellonia udsat sin ligakamp i runde 4 til slutningen af september for at kunne fokusere fuldt ud på kampene mod Bodø/Glimt, som polakkerne dog endte med at tabe klart.

Lech Poznan
CL-kval


































