





Skulle Danmark være ubesejret efter to kampe i EM-kvalifikationen?
Det fandt man ud af tirsdag aften, da U21-landsholdet hjemme på Vejle Stadion tog imod Wales.
Danskerne havde en masse selvtillid med til opgøret, da de kom til kampen med en 2-1-sejr over Litauen i fredags, men denne gang var det trods alt en lidt anden kaliber, som stod i vejen for de danske talenter.
Her var der sket en udskiftning på tre pladser, da landstræner Steffen Højer havde valgt at vrage Lyngby-duoen Lucas Hey og Tochi Chukwuani til fordel for Valdemar Lund og Oscar Fraulo.
Mathias Kvistgaarden fik dog genvalg blandt Højers foretrukne, og Brøndby-angriberen fik en god start på kampen.
Efter kun tre minutter fik Danmark en kæmpe chance efter et fremragende angreb. Her blev Mads Kristian Hansen sendt til baglinjen, hvor han formåede at sende en høj bold i boksen.
Her overmatchede Mathias Kvistgaarden alt og alle og fik sendt et godt hovedstød afsted mod mål, men Edward Beach og overliggeren fik i fællesskab afvist.
Returen endte så hos Brøndby-angriberen, men afslutningen blev blokeret af en flyvende waliser.
Dansk forløsning i Nørreskoven
Danmark fortsatte med at presse på, men de kunne ikke holde kadencen, og derfor kom Wales nu længere frem og blev en trussel.
Efter noget klumpspil var waliserne da også tæt på at bringe sig i front, da Rubin Colwill sendte et hårdt skud mod mål, men Valdemar Lund leverede en stærk tackling og afviste.
Efter 37 minutter kom forløsningen så. Her blev Maurits Kjærgaard nedlagt i feltet, og derfor fik Salzburg-danskeren selv chancen for at bringe gæsterne i front.
Her var anføreren stensikker og sendte bolden i modsatte side i forhold til en strandet Beach inde mellem stængerne.
Under et minut senere skulle der også have stået 2-0, da Kvistgaarden blev sendt alene igennem. Her nåede BIF-angriberen frem til feltet og sparkede på mål, men waliserne slap med skrækken, da stolpen stod i vejen.
Stort mareridt for Lucas Hey
Landstræner Steffen Højer fortalte til bold.dk inden opgøret, at han gerne ville se et mandskab, som jagtede flere mål ved en føring, men de fik en mareridtsstart på anden halvleg.
Her havde Højer valgt at sætte Lucas Hey ind i stedet for Valdemar Lund, men Lyngby-stopperen fik kun halvandet minut på banen.
Keeper Filip Jørgensen kom uheldigt ud af sit mål, så han blev fanget på mellemhånd, og derfor havde Patrick Jones frit mål og sendte bolden mod netmaskerne.
Hey kom dog i vejen, men det var med den ene arm, og så blev det rigtig dyrt.
Dommeren pegede nemlig på pletten og udviste Hey, og så kunne Wales’ Rubin Colwill skabe balance i regnskabet.
Nu var Danmark i store problemer, og det blev meget værre endnu, da Wales fik tilkendt et nyt straffespark efter 59 minutter, da en waliser faldt let til jorden, efter at Anton Gaaei fik rørt ham.
Dermed kunne Colwill igen smaske bolden ind i netmaskerne til 2-1 fra pletten.
Nyt rødt kort til Danmark
Nu kunne man frygte, at danskerne ville falde fuldstændig sammen, men det var som om, at Højers tropper nu vågnede op til dåd trods en mand i undertal.
De danske talenter havde bolden meget og pressede waliserne i bund, og i flere omgange var udligningen tæt på at komme i hus.
Efter 73 minutter gik Vejle Stadion så amok, da Elias Jelert slog et fantastisk hjørnespark mod bagerste stolpe, hvor Vejle-stopperen Oliver Provstgaard kunne heade kuglen i mål.
Nu var Danmark tilbage i opgøret og på jagt efter alle tre point.
Men med ti minutter igen gik det igen galt for Danmark, da indskiftede Alexander Busch kom alt for sent i en tackling og savede en waliser midt over.
Her var dommeren hurtigt over debutanten og gav ham et rødt kort, og så var Danmark kun ni mand i en hektisk slutfase.
De danske talenter formåede dog at holde stand i de døende minutter, og dermed sluttede det dramatisk opgør i Nørreskoven med 2-2.


EM U21
Wales U21
Danmark U21



























