32 mål og 24 assists.
I de foreløbige 129 førsteholdskampe for Silkeborg viste Sebastian Jørgensen i den grad sine kvaliteter frem, og i sommer satte Malmö FF kløerne i den 23-årige offensivspiller.
Jørgensen har nu optrådt i himmelblåt i et halvt års tid, og selv om han endnu ikke har ramt helt det samme niveau som i Silkeborg, har han det godt og føler sig hjemme.
Nu glæder han sig over at være med i en hel opstart.
- Det var lidt kaotisk, da jeg kom ind midt i sæsonen, men nu begynder jeg at føle mig til rette. Jeg tror, jeg nåede at træne tre gange, og så var der kamp, hvor jeg ikke lige vidste, hvor jeg skulle løbe hen i starten.
- De ting er ved at falde på plads nu, og det skal helst også kunne ses på banen, at jeg har været her i et halvt år, siger Sebastian Jørgensen til Bold.
Håbet på mere, men ikke forventet det
I efteråret var det noget ind og ud af startopstillingen for Sebastian Jørgensen, der altså rykkede til Sverige efter at have været en stor profil i Silkeborg.
Havde du forventet mere af dit første halvår i Malmö?
- Når du går fra at have haft en central rolle i en lidt mindre klub i Danmark og så kommer til Sveriges klart største klub og en af Nordens største, så er det noget af et spring, man skal tage.
- Konkurrencen og alt er større herovre, så jeg vil ikke sige, at jeg havde regnet med at gå ind og gøre præcis det samme, som jeg gjorde i Silkeborg.
- Der er en tilvænningsperiode, og det er mit første skifte til en anden klub og væk fra de trygge rammer hjemme i Silkeborg. Selvfølgelig ville jeg gerne have gjort det endnu bedre, være startet inde i alle kampe og have lavet flere mål og assists, men sådan har det ikke lige været.
- Det betyder ikke, at jeg giver op på nogen måde. Jeg ved, at konkurrencen er hård, men jeg er klar til at tage kampen op, og så må vi håbe, at jeg har imponeret så meget her i opstarten, at jeg også kan få spilletid, siger Sebastian Jørgensen.
Silkeborg fik efter sigende ti millioner kroner for Sebastian Jørgensen, hvilket er tæt på Malmös rekordkøb, som menes at være Otto Rosengren for godt og vel 11 millioner kroner.
Man hører ofte, at et prisskilt kan tynge en smule, men sådan tænker Jørgensen ikke.
- Det er første gang, at jeg er blevet købt, så selvfølgelig vil man gerne give noget tilbage, for nu har de betalt penge for én, men det er ikke, fordi jeg går ind på banen og tænker på, hvor mange millioner de nu har givet, så nu skal jeg spille som én, der koster det.
Ingen Superliga-klubber på tale
Efter det store gennembrud i Silkeborg må Sebastian Jørgensen alt andet lige være blevet interessant for større klubber i Danmark.
Det var dog aldrig for alvor aktuelt at tage et skridt op i Superliga-regi.
- Jeg har fra start af sagt, at jeg ikke ville udelukke noget, men der var aldrig noget på tale i forhold til at skifte til en anden dansk klub. Da Malmö kom, var det mit klare hovedfokus, siger Sebastian Jørgensen.
Hvorfor blev det Malmö?
- Jeg havde gjort det rigtig godt i Silkeborg i et års tid, og så var der en periode, hvor det ikke spillede helt vildt godt, så da Malmö kom, blev jeg ret hurtigt enig med mig selv, min familie og min agent om, at det var en no-brainer.
- Det er en kæmpe klub og en stor mulighed for mig at komme ind på et hold, som ville passe rigtig godt til det, jeg er god til, i forhold til at dominere alle kampe.
- Hele pakken var der, og det mindede lidt om Danmark, da det ikke er det største skridt i forhold til at tage til udlandet. Det hele passede, og da interessen kom, gik der få dage, før jeg var her for at skrive under.
Inden skiftet til Malmö blev Sebastian Jørgensen pludselig meldt tæt på et skifte til Bologna, men var der noget i det?
- Ikke hvad jeg ved af. Det var i hvert fald ikke så langt, som de italienske medier skrev. Det blev vist kørt op til noget, det ikke var, siger han med et smil.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Foto: Henning Bagger
Konkurrencen er stor i Malmö, hvor Sebastian Jørgensen har en lang kontrakt.
Måske en udlejning kunne være en god idé på den korte bane?
- Det har ikke været på tale. Lige nu er jeg i Malmö og træner hårdt hver eneste dag, og hvis der bliver brug for mig, er jeg klar, siger Sebastian Jørgensen til Bold.
Foreløbig er det blevet til 17 kampe, en enkelt scoring og to assists for MFF.
Bold talte i tirsdags også med Malmö-træner Henrik Rydström om Sebastian Jørgensen, hvilket du kan læse meget mere om her.

Malmö FF
Allsvenskan
























