2024-03-06 06:30:00

Stryger blev blæst bagover i Brøndby: Direktørens løgn blev dråben

Jens Stryger Larsen fortæller i et stort interview om sin rejse fra Sakskøbing til Brøndby, kulturchokket og en generelt vidunderlig tid på Vestegnen, som dog fik et virkelig kedeligt punktum.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Kun med Bold+

Bold i Malmö

Publiceret 6. marts 2024

Vi er på det nordøstlige Lolland i slutningen af 90’erne.

Her render en lille knægt rundt og drømmer om en stor karriere som professionel fodboldspiller.

Mens flere fortæller, at det ikke kan lade sig gøre, er Jens Stryger Larsen aldrig rigtig i tvivl om, hvilken vej han skal.

- I folkeskolen mente min klasselærer ikke, at fodboldspiller var noget, jeg kunne blive, men personligt har det altid været det, jeg ville, fortæller nu 33-årige Stryger til Bold.

Med foreløbigt 54 optrædener for A-landsholdet og tæt på 150 kampe i Serie A samt ophold i Superligaen, Østrig og Tyrkiet må man sige, at det gik ganske godt for den unge knægt fra Sydhavsøerne.

- Jeg var måske ikke det største talent på alle hold i ungdomsrækkerne. Jeg lå da godt oppe i toppen, men det var ikke hugget i sten, at jeg skulle blive fodboldspiller – især ikke når man kommer nede fra Lolland, hvor konkurrencen måske ikke er så stor.

Han elskede spillet, og for at blive udfordret på et højere niveau tog Stryger til Herfølge Boldklub, da han var 12-13 år.

- Jeg lå og kørte 90 kilometer hver vej med min far direkte efter skole for at komme til træning i Herfølge. Det er også et bevis på, hvor gerne jeg ville det, og hvor meget støtte jeg havde hjemmefra.

- Det er måske ikke alle, der har den mulighed, men jeg er jo dybt taknemmelig for, at mine forældre har støttet mig sådan i min drøm.

Kulturchok i Brøndby
I to år kørte Jens Stryger sammen med sin far til og fra Herfølge et par gange om ugen, og derefter kom der endnu flere kilometer på menuen.

En større klub havde nemlig fået øjnene op for det løbestærke midtbanetalent.

Stryger rykkede til Brøndby IF, så der nu var hele 130 kilometer til og fra træning.

- Man siger ikke nej til Brøndby, når man er 15 år, og de kommer og siger, at de gerne vil skrive en kontrakt. Det var en no-brainer for mig på det tidspunkt. Det skulle jeg selvfølgelig. 

- På det tidspunkt ville alle jo til Brøndby, for det var det største, man kunne.

Efter et halvt år med endnu flere kilometer til og fra træning flyttede Jens Stryger ind hos ungdomstræneren John Ranum, der havde flere Brøndby-spillere boende.

Når man kommer fra Lolland, var det på nogle måder lidt af et kulturchok at komme til Brøndby IF.

- Jeg kunne godt mærke, at mentaliteten og tonen var lidt en anden. Folk er måske lidt mere fremme i skoene, end jeg var på det tidspunkt, og det skulle jeg lige lære.

Hvordan kom det til udtryk?

- Jeg ved ikke, hvordan man skal forklare det, men det var bare mere vestegn. På Lolland tager tingene lidt længere tid og er måske lidt mere stille og roligt. Lige pludselig kom man ind til Storkøbenhavn, og det var bare anderledes.

- Samtidig var hele truppen jo bare meget bedre, end jeg var vant til. Teknisk var alle lige pludselig rigtig gode, og det var jeg ikke vant til, men jeg kunne bare arbejde hårdere.