Lyngby sendte i slutningen af juli deres kantspiller Bradley "Surprise" Ralani til Helsingborg, hvor han i en uges tid havde været til prøvetræning, og den 28-årige sydafrikaner var sådan set ikke i tvivl, da hans tidligere træner fra Landskrona, legenden Henrik "Henke" Larsson, meddelte, at han ville have ham til klubben.
- Træneren og jeg har en historie sammen, så det var egentlig ikke så svært for mig at vælge Helsingborg. De ville gerne have mig, og jeg ved, at jeg vil få det godt dér, og det giver mig allerede selvtillid at tænke på. Alle spillere vil gerne spille fodboldkampe, og der var Helsingborg en god mulighed for at få mere spilletid, end det var tilfældet i Lyngby, siger Surprise til Lyngbys hjemmeside.
Surprise sender samtidig en stor tak til Lyngby, hvor han har været siden januar 2015.
- Jeg havde en rigtig god tid i Lyngby, hvor jeg specielt vil huske fansene. De har altid været søde og rare over for mig, og det vil jeg være dem evigt taknemmelig for.
- Jeg vil også gerne særligt takke klubben for at give mig chancen, selvom jeg var skadet, da de hentede mig, for jeg har haft nogle fodboldmæssigt gode oplevelser. Der er i det hele taget mange gode minder at tage med fra Lyngby Boldklub, siger han.
Surprise var i sisdste sæson en vigtig mand hos Lyngby, men med tilføjelser som Lasse Rise og Emil Larsen gled Surprise en smule ned i hierarkiet. Nu skal han forsøge at tilspille sig en plads hos Helsingborg i den bedste svenske række.


Lyngby Boldklub
Helsingborg
3F Superliga





























