





Otte minutter inde i søndagens opgør mellem Vejle og FC København stjal de københavnske fans på udebaneafsnittet opmærksomheden i Nørreskoven.
Et stort banner med teksten: 'Hvil i fred, Jørgen Herbert,' blev foldet ud, og efterfølgende lød der klapsalver fra først FCK's fans og siden hele Vejle Stadion.
Midt i kampens hede bed løvernes cheftræner Bo Svensson sågar mærke til markeringen, og da han efter slutfløjt stillede op til interview med Bold og øvrige medier, startede han med at italesætte hyldesten.
- Jeg så, at fansene havde et banner til ære for Jørgen Herbert, som var en del af min ungdomstid, og som jeg voksede op med i KB.
- Han var en stor KB'er, og derfor er det tragisk at se, at han er gået bort. Mine tanker går til hans familie og nære. Ham glemmer jeg ikke, lød det fra Bo Svensson.
Artiklen fortsætter efter billedet

Torsdag oplyste FC København, at Jørgen Herbert var gået bort i en alder af 78 år efter længere tids sygdom.
Han var klubbens første presseansvarlige medarbejder samt første stadionspeaker, mens han også var mangeårig ungdomstræner i KB og medspiller i etableringen af FCK.
Derfor var søndagens hyldest helt på sin plads ifølge Bo Svensson, der benyttede lejligheden til at rose fansene.
- Jeg er meget glad for det. Det er fortjent, og det siger noget om, at vores fans har en god historisk fornemmelse for FCK, og det synes jeg er supervigtigt, afsluttede cheftræneren.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere


FC København
3F Superliga






































