

Tirsdag skulle endnu en VM-kvartfinalist findes og denne gang stod kampen mellem Sverige og Schweiz.
Svenskerne måtte undvære en karantæneramt Sebastian Larsson og han blev erstattet af Gustav Svensson i startopstillingen. Schweiz havde flere ændringer og Johan Djourou var blandt andre at finde blandt de startende.
Kampen fik en livlig start og schweizerne fik tidligt to fine muligheder, som de dog ikke fik omsat.
Sverige advarede også den schweiziske defensiv. Først fik Marcus Berg en god mulighed, men han fik slet ikke træf på afslutningen, som gik langt forbi. Minuttet senere måtte han se en afslutning blokeret.
Senere i halvlegen fik de gulblusede en endnu større mulighed. Mikael Lustig lagde et perfekt indlæg ind til Albin Ekdal, der kom til i det bagerste område. Han satte foden på, men afslutningen gik langt over mål. Det var første halvlegs største chance.
Blerim Dzemaili stod for schweizernes bedste tilbud i første halvleg, men også han manglede skarpheden. Derfor gik holdene til pause med 0-0 på tavlen.
Holdene fortsatte med at skabe chancer i anden halvleg, hvor først Ola Toivonen og siden Xherdan Shaqiri fik mulighederne, men fik ikke netmaskerne til at blafre.
Det gjorde til gengæld Emil Forsberg midt i anden halvleg. Toivonen sendte bolden ind til Forsberg centralt og han trykkede af. Bolden blev rettet af af Manuel Akanji og gik ind bag Yann Sommer.
Nu skulle Schweiz op og jagte og de lavede blandt andet en dobbeltudskiftning og sendte Breel Embolo og Haris Seferovic på banen.
De gjorde sig tilnærmelser omkring det svenske felt, men Sverige afviste gang på gang - anført af Andreas Granqvist.
Robin Olsen diskede også op med en stor redning efter et hovedstød tæt under mål. Schweiz satsede og det gav plads den anden vej. Sverige slog kontra og Martin OIsson kom helt fri igennem. Han blev nedlagt af Michael Lang, som fik rødt kort.
Forseelsen blev begået lige uden for feltet og derfor dømte dommeren frispark efter at have gennemset hændelsen på skærmen. Ola Toivonen sparkede på mål, men Sommer reddede.
Janne Anderssons mandskab er derfor kvartfinaleklar og de skal op mod vinderen af opgøret mellem England og Colombia, som spilles tirsdag aften.


VM
Schweiz
Sverige























