




FC Midtjylland styrede mod en sejr og en føring i toppen af Superligaen, men endte med ingenting, da Brøndby torsdag aften vendte 0-2 til en 3-2-sejr i topbraget i Herning.
FCM-stopper Erik Sviatchenko peger på marginaler som afgørende, men erkender også, at værterne mistede momentum i slutfasen.
- Lige nu er det meget frustrerende, men sådan er fodbold. De scorer på deres minimale chancer, der kommer lidt ud af ingenting. Vi har spillet en rigtig fin kamp, men står uden point, og det er rigtigt, rigtigt skuffende, siger en fattet Sviatchenko og tilføjer:
- Efter 2-2-scoringen var vi lidt rystede, og da de bankede den ind til 3-2, skulle vi ud og jagte. Men vi fik ikke lagt det nødvendige tryk. Det er irriterende, at de scorede tre gange, når vi har kontrol over kampen i 85 procent af tiden.
Brøndby har med sejren slået et hul på tre point ned til FCM.
- Vi skal ud og jagte dem nu. Lige nu er det lidt tomt, men vi kan tage mange positive ting med os videre. Og for at bruge en floskel, så er vi ulve.
- Vi tror på hinanden og har en kæmpe tro på tingene, siger Sviatchenko, der ikke tillægger den tvungne udskiftning af forsvarsmakkeren Bubacarr Sanneh med finske Markus Halsti nogen afgørende betydning:
- Halsti spillede en kæmpe kamp mod FCN, og selvom Sanneh var stærk, vil jeg ikke sige, det havde nogen betydning. Vi har gode alternativer på alle pladser.
FCM har tabt alle tre hidtidige indbyrdes opgør mod Brøndby i denne sæson.
mikael@bold.dk


FC Midtjylland
3F Superliga























