
Wojciech Szczesny måtte lade sig udskifte kort før pausen af Juventus' 1-0-sejr over Sporting, da han havde fået pludselig hjertebanken og vejrtrækningsbesvær.
Skræmmende scener, da den polske målvogter forlod banen med tårer i øjnene og hånden til brystet, men allerede i løbet af anden halvleg lød meldingen, at Szczesny var blevet tilset.
Efter kampen talte han med pressen med armen over skulderen på Mattia Perin, som afløste ham.
- Jeg havde svært ved at trække vejret, og så blev jeg lidt ængstelig og bange. Derfor var jeg i tårer. Heldigvis har jeg det godt nu, sagde den polske keeper til TV8 og knyttede derefter en kommentar til hans afløser.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Mattia Perin er en gulddreng, han klager aldrig. Han udførte to mirakler, selvom de skød direkte på ham, sagde Szczesny med et glimt i øjet med reference til de to vilde redninger, som italieneren diskede op med i overtiden.
Generelt var den 32-årige polak opsat på at løfte stemningen lidt ovenpå de voldsomme billeder fra kampen, og han havde plads til flere jokes.
- Det var en skam, at Carlo Pinsoglio (tredjemålmand, red.) ikke kom på banen. Han ville have lavet et hattrick af gode redninger i dag. Mattia er bedre til at tale, jeg er bare pæn, rundede Szczesny af.
Returopgøret mod Sporting spilles på torsdag i Lissabon.

Sporting CP
Juventus






























