

Tilbage i 2024 valgte Tarik Ibrahimagic at forlade dansk fodbold og indlede et eventyr i Island.
Her har Ibrahimagic nu opnået en stor personlig milepæl, da han sammen med Vikingur Reykjavik formåede at vinde det islandske mesterskab to runder før tid.
En titel, som er meget speciel for Ibrahimagic, da det er karrierens første på seniorniveau.
– Jeg har engang vundet U19 med OB, men det er ikke helt det samme, griner Tarik Ibrahimagic og fortsætter.
– Det betyder mega meget. Du kan jo bare spørge Gylfi Sigurdsson, der har haft en glorværdig karriere og har været en af Premier Leagues bedste i mange år i streg.
– Han kom ind og sagde, at det var nok det største, han har prøvet i sin karriere. Det siger jo nok noget om, hvordan jeg har det.
– Når en spiller i en alder af 36 år spiller med den sult efter at vinde karrierens første mesterskab og så gør det, betyder det også rigtig, rigtig meget for mig.
Det er en vigtig læring for Ibrahimagic at nyde denne tid i Vikingur Reykjavik.
Man ved nemlig aldrig, om man igen formår at vinde et mesterskab. For Sigurdsson var det den første mesterskabstitel, mens det for andre var endnu et trofæ til samlingen.
– Man må aldrig nogensinde tage noget for givet i fodbold. Sidste sæson var en meget god læring, da vi dengang havde muligheden for at vinde the Double. Vi endte så med ikke at vinde noget som helst.
– Så det er kæmpe stort at vinde mesterskabet. Der er ikke mere at sige end det, siger Tarik Ibrahimagic til Bold.



Vikingur R.
Besta Deildin


































