Udsigten til spilletid i FC København var ikke stor for Thomas Jørgensen, og derfor endte han i sommer med at skifte til Viborg.
I den forbindelse afslørede Bold, at københavnerne fik skrevet en særlig klausul ind i kontrakten, der gør, at midtbanespilleren en dag kan vende tilbage til hovedstaden.
Nu bekræfter hovedpersonen, at der rigtigt nok er en sådan klausul i hans kontrakt med Viborg.
Det sker i forbindelse med onsdagens presseseance på U21-landsholdet, som Bold deltog i, og hvor Thomas Jørgensen blev spurgt til klausulen, og om han kunne se sig selv i FCK igen en dag.
- Det er svært at sige. Det vil jeg på nuværende tidspunkt ikke kunne svare på, men det er selvfølgelig noget, der er lagt med i den kontrakt, og som var en af grundene til, at jeg kom til Viborg. Men det er ikke noget, jeg kan gå og snakke om nu.
Ifølge Bolds oplysninger går klausulen helt konkret ud på, at FC København har muligheden for at forhindre et fremtidigt salg til en anden klub, hvis de selv matcher det bud, Viborg i givet fald vil acceptere på ham.
Artiklen fortsætter efter billedet

Dermed vil løverne kunne hente ham retur, men det kræver også, at Thomas Jørgensen selv ønsker at vende tilbage til FCK.
Det potentielle scenarie ligger dog uanset hvad et stykke ude i fremtiden, men Thomas Jørgensen lægger ikke skjul på, at det bliver specielt, når løverne kommer på besøg i Superligaen.
- Da jeg sad på bænken for FCK mod Viborg, vidste jeg allerede godt, at jeg skulle til Viborg, og det var selvfølgelig lidt specielt at sidde på bænken for det ene hold, når man vidste, at man skulle til at spille for det andet.
- Men det kommer 100 procent også til at være specielt, når vi skal møde FCK på vores egen hjemmebane, siger han.
19-årige Thomas Jørgensen er i denne sæson noteret for 12 kampe, ét mål og to oplæg for Viborg.
Han har kontrakt med domkirkeklubben frem til sommeren 2028.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC København
Viborg FF
3F Superliga







































