Den tidligere landsholdsmålmand Thomas Sørensen indstillede sin aktive fodboldkarriere i juli sidste år og har siden brugt tiden på sin familie, sit velgørenhedsprojekt og på at arbejde med de unge spillere i sin tidligere klub Melbourne City.
Og netop arbejdet med de unge spillere er noget, Thomas Sørensen kan komme til at gøre endnu mere ud af i de kommende år - han vil nemlig gerne være træner.
- Jeg skal i gang med en træneruddannelse og har talt lidt med DBU om at tage noget af den i Danmark. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at være træner, og jeg tror, jeg ville være god til det, siger Thomas Sørensen til Ekstra Bladet.
Thomas Sørensen fortæller, at Melbourne City vil være et fantastisk sted at starte trænerkarrieren som enten ungdomstræner eller som en del af staben omkring førsteholdet.


































